Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/157

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

154

Pligten. Du seer heraf, hvilken uendelig Harmoni og Viisdom og Conseqvents, der er i Aandens Verden. Naar man gaaer ud fra eet bestemt Punkt og ganske rolig forfølger det med Sandhed og Energi, saa maa det altid være en Skuffelse, naar det Øvrige synes at være i Modsigelse dermed; og naar man troer ret tilgavns at vise Disharmonien, viser man Harmonien. Den Ægtemand, vi have talt om, slap derfor godt derfra, og den eneste Straf, han maatte lide, var egentlig, at Pligten gjækkede ham lidt for hans Lidettroenhed. Pligten lyder bestandig med i Kjærligheden. Naar Du skiller dem ad, som han gjorde, og vil gjøre den ene Deel til det Hele, da er Du bestandig i Selvmodsigelse. Det er, som om En i den Stavelse: be, vil adskille b og e, og nu intet e vil have, men paastaae, at b er det Hele. I det Øieblik han udsiger det, siger han e med. Saaledes er det med den sande Kjærlighed, den er ikke et stumt, abstrakt Uudsigeligt, men den er ei heller en blød, ufastholdelig Ubestemthed. Den er en artikuleret Lyd, en Stavelse. Er Pligten haard, eh bien, saa udtaler Kjærligheden den, den realiserer den, og gjør derved mere end Pligten; er Kjærligheden ifærd med at blive saa blød, at den ikke kan fastholdes, saa begrændser Pligten den.

Dersom det nu forholdt sig saaledes med Din Anskuelse af, at Pligten er Kjærlighedens Fjende, dersom det var en blot uskyldig Misforstaaelse, ja saa vilde det gaae Dig ligesom ham, vi tale om; men Din Opfattelse er vistnok en Misforstaaelse og tillige en skyldig Misforstaaelse. Deraf kommer det, at Du ikke blot nedsætter Pligten men ogsaa Kjærligheden, deraf kommer det, at Pligten viser sig som en uovervindelig Fjende, det kommer deraf, at Pligten netop elsker den sande Kjærlighed, og hader paa Liv og Død den falske, ja dræber den. Naar Individerne ere i Sandhed, ville de i Pligten blot see det evige Udtryk for, at Veien i Evighed er dem beredt, og den Vei, de saa gjerne ville gaae, den er det dem ikke blot tilladt at gaae, nei, det er dem befalet; og over denne Vei vaager der et guddommeligt Forsyn, som bestandig viser dem Udsigten, sætter Afvisere paa alle farlige Steder. Den som i Sandhed elsker,