172
kan man være sikker paa, at der i den uhyre Tankebedrift, i hvilken Du har levet, er faldet Meget af, mange Smaabemærkninger og Iagttagelser. I det Øieblik derfor Du skal til at vælge, kommer der Liv og Note i dette Affald, der viser sig et nyt Enten-Eller: Jurist; Advokat maaskee, det har Noget tilfælles med begge Dele. Nu er Du tabt. I samme Moment er Du nemlig strax Advokat nok til at kunne bevise det Rigtige i at tage det Tredie med. Saaledes gaaer Dit Liv hen. Efter at have spildt halvandet Aar paa disse Overveielser, efter at have anstrengt al Din Sjæls Kraft med en beundringsværdig Energi, er Du ikke kommen et Skridt videre. Da brister Tankens Traad, Du bliver utaalmodig, lidenskabelig, skjænder og brænder, og nu vedbliver Du: eller Haarskærer, eller Tæller i Banken, jeg siger bare enten — eller. Hvad Under da, at dette Ord er blevet Dig en Forargelse og en Daarskab, „at det forekommer Dig at være ligesom Armene paa den Jomfru, hvis Favnetag var Dødsstraf.” Du overseer Menneskene, Du driver Din Spot med dem, og det, Du er bleven, er det, Du af Alt mest afskyer — Kritiker, en Universal-Kritiker ved alle Faculteter. Stundom kan jeg ikke lade være at smile ad Dig, og dog er det sørgeligt, at Dine i Sandhed udmærkede Aandsevner saaledes adsplittes. Dog her er atter den samme Modsigelse i Dit Væsen; thi det Latterlige seer Du meget godt, og Gud trøste Den der falder i Din Haand, naar det hænger saaledes sammen med ham; og dog er hele Forskjellen den, at han maaskee bliver nedbøiet og knækket, Du derimod bliver let og rank og lystigere end nogensinde, og lyksaliggjør Dig selv og Andre med det Evangelium: vanitas vanitatum vanitas juchhe! Men dette er intet Valg, det er hvad man siger paa Dansk: lad gaae, eller en Mediation som den at lade fem være lige. Nu føler Du Dig fri, siger Verden Farvel.
So zieh' ich hin in alle Ferne,
Ueber meiner Mütze nur die Sterne.
See dermed har Du valgt, vistnok ikke, det vil Du vel selv tilstaae, den bedre Deel; men Du har egentlig slet ikke
