179
til Eder: I gaae dog Glip af det Høieste. Min Stilling som Ægtemand kommer mig her til Hjælp, til bedre at kunne oplyse hvad jeg mener. Hvis en Ægtemand vilde sige, det fuldkomne Ægteskab er det, hvor der ingen Børn er, saa vilde han gjøre sig skyldig i den samme Misforstaaelse som Philosopherne. Han gjør sig selv til det Absolute, og dog vil en Ægtemand føle, at det er usandt og uskjønt, og at det, at han selv bliver til Moment, som han bliver ved et Barn, er langt sandere.
Dog, jeg er maaskee allerede gaaet for vidt, jeg har indladt mig paa Undersøgelser, jeg maaskee slet ikke burde, deels fordi jeg ikke er Philosoph, deels fordi det ingenlunde er min Hensigt at underholde mig med Dig om et eller andet Phænomen i Tiden, men vel at tiltale Dig, at lade Dig paa enhver Maade føle, at Du er den Tiltalte. Da jeg imidlertid engang er kommen saa vidt, saa vil jeg dog lidt nøiere overveie, hvorledes det hænger sammen med den philosophiske Mediation af Modsætningerne. Skulde det, jeg her har at sige, mangle Stringents, saa har det maaskee lidt mere Alvor, og det er ogsaa alene af den Grund, det her bliver fremsat; thi jeg agter ikke at concurrere til nogen philosophisk Værdighed, men vel, da jeg engang har faaet Pennen i Haanden, ogsaa med den at forsvare, hvad jeg ellers forsvarer paa andre og bedre Maader.
Saasandt der altsaa er en tilkommende Tid, saa sandt er der et Enten-Eller. Den Tid, i hvilken Philosophen lever, er da ikke den absolute Tid, den er selv et Moment, og det er altid en betænkelig Omstændighed, naar en Philosophi er ufrugtbar, ja det maa ansees for en Vanære for den, ligesom man i Orienten anseer Ufrugtbarhed for en Skjændsel. Tiden bliver altsaa selv Moment, og Philosophen bliver selv Moment i Tiden. Vor Tid vil da igjen for en senere Tid vise sig som et discursivt Moment, og en senere Tids Philosoph vil igjen mediere vor Tid, og saaledes videre. Forsaavidt er da Philosophien i sin Ret, og det blev at betragte som en tilfældig Feil ved vor Tids Philosophi at den forvexlede vor Tid med
