Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/194

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

191

dighed, seer man let, at den ligger i Reflexionens Sphære; imidlertid er denne Reflexion dog bestandig kun en endelig Reflexion og Personligheden forbliver i sin Umiddelbarhed. I Lysten selv er Individet umiddelbart, og hvor forfinet og raffineret, hvor udspekuleret denne end er, er Individet dog som umiddelbart deri; i Nydelsen er han i Momentet, og hvor mangfoldig han end er i denne Henseende, er han dog bestandigt umiddelbar, fordi han er i Momentet. At leve for at tilfredsstille sin Lyst, er nu en meget fornem Ansættelse i Livet, og man seer det, Gud være lovet, sjeldent gjennemført, paa Grund af det jordiske Livs Besværligheder, der give Mennesket Andet at tænke paa. Dersom dette ikke var Tilfældet, saa tvivler jeg ikke paa, at vi jo ofte nok vilde blive Vidne til dette forfærdelige Skuespil; thi saa meget er vist, man hører ofte nok Folk klage over, at de føle sig generede af det prosaiske Liv, hvilket desto værre ofte ikke vil sige Andet, end at de længes efter at slaae sig løs i al den Vildhed, som Lysten kan henvirvle et Menneske i. For at denne Anskuelse nemlig skal lade sig gjennemføre, maa Individet være i Besiddelse af en Mangfoldighed af udvortes Betingelser, og denne Lykke eller rettere Ulykke bliver sjeldent et Menneske til Deel; denne Ulykke, thi det er visselig ikke fra de naadige, men fra de vrede Guder, at denne Lykke kommer.

Man seer sjeldnere denne Livs-Anskuelse gjennemført efter nogen betydelig Maalestok; derimod seer man ikke saa sjeldent Folk, der fuske lidt deri, og naar da Betingelserne høre op, saa mene de, at naar blot Betingelserne havde været i deres Magt, saa skulde de vel have opnaaet den Lykke og Glæde, de attraaede i Livet. I Historien træffer man dog et og andet Exempel, og da jeg troer, det kan være gavnligt at indsee, hvortil denne Livs-Anskuelse fører, netop naar Alt begunstiger den, saa vil jeg fremstille en saadan Skikkelse, og dertil vælger jeg hiin almægtige Mand, Keiser Nero, hvem en Verden bøiede sig for, der altid fandt sig omringet af en talløs Skare af Lystens tjenstvillige Sendebud. Du yttrede engang med vanlig Dumdristighed, at man ikke kunde fortænke Nero i, at han