Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/196

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

193

den maaskee følger ham hele hans Liv, og dette kan endog være skjønt og sandt, men tungsindig bliver et Menneske kun ved egen Brøde.

Jeg tænker mig da den keiserlige Vellystling. Ikke blot naar han bestiger sin Throne, eller drager til Raadsforsamling, er han omgiven af Lictorer, men ogsaa fornemmelig naar han drog ud for at tilfredsstille sine Lyster, for at de kunde bane Veien for hans Røvertog. Jeg tænker mig ham noget ældre, hans Ungdom er forbi, det lette Sind er veget fra ham, og han er allerede fortrolig med enhver tænkelig Lyst, mæt af den. Men dette Liv, hvor fordærvet det end kan være, har dog modnet hans Sjæl, og dog er han trods al sin Forstand paa Verden, trods al sin Forfarenhed, endnu et Barn, eller et ungt Menneske. Aandens Umiddelbarhed kan ikke gjennembryde, og dog fordrer den et Gjennembrud, den fordrer en høiere Form af Tilværelse. Men skal dette skee, da vil der komme et Øieblik, da Thronens Glands, hans Magt og Vælde blegner, og hertil har han ikke Mod. Nu griber han efter Lysten, al Verdens Kløgt maa udtænke ham nye Lyster, thi kun i Lystens Øieblik finder han Hvile, og naar den er forbi, da gisper han i Mathed. Aanden vil bestandig bryde igjennem, men den kan ikke komme til Gjennembrud, bestandig bedrages den, og han vil byde den Lystens Mættelse. Da samler Aanden i ham sig som en mørk Sky, dens Vrede rager over hans Sjæl, og den bliver en Angst, som end ikke ophører i Nydelsens Øieblik. See, derfor er hans Øie saa mørkt, at Ingen kan taale at see derpaa, hans Blik saa lynende, at det ængster, thi bagved Øiet ligger Sjælen som et Mørke. Man kalder dette Blik et keiserligt Blik, og hele Verden skjælver for det, og dog er hans inderste Væsen Angst. Et Barn, der seer paa ham anderledes end han er vant til, et tilfældigt Øiekast kan forfærde ham, det er som om dette Menneske eiede ham; thi Aanden vil frem i ham, vil, at han skal have sig selv i sin Bevidsthed, men det kan han ikke, og den knuges tilbage og samler ny Vrede. Han har ikke sig selv; kun naar Verden skjælver for ham er han beroliget, thi da er der dog Ingen, der vover at gribe