Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/199

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

196

neskes Ulykke ligger aldrig deri, at han ikke har de udvortes Betingelser i sin Magt, da dette først vilde gjøre ham fuldkommen ulykkelig.

Hvad er da Tungsind? Det er Aandens Hysteri. Der kommer et Øieblik i et Menneskes Liv, hvor Umiddelbarheden ligesom er modnet og hvor Aanden fordrer en høiere Form, hvor den vil gribe sig selv som Aand. Som umiddelbar Aand hænger Mennesket sammen med det hele jordiske Liv, og nu vil Aanden ligesom samle sig ud af denne Adspredthed, og forklare sig i sig selv; Personligheden vil blive sig bevidst i sin evige Gyldighed. Skeer dette ikke, standses Bevægelsen, trykkes den tilbage, saa indtræder Tungsind. Man kan gjøre meget for at bringe det til Glemsel, man kan arbeide, man kan gribe uskyldigere Midler end en Nero, Tungsindet bliver der. Der ligger noget Uforklarligt i Tungsind. Den der har Sorg eller Bekymring, han veed, hvorfor han sørger eller er bekymret. Spørger man en Tungsindig, hvad Grund han har dertil, hvad det er, der tynger paa ham, saa vil han svare, jeg veed det ikke, jeg kan ikke forklare det. Deri ligger Tungsindets Uendelighed. Dette Svar er ganske rigtigt; thi saasnart han veed det, saa er det hævet, hvorimod Sorgen hos den Sørgende slet ikke er hævet derved, at han veed, hvorfor han sørger. Men Tungsind er Synd, er egentlig en Synd instar omnium, thi det er den Synd, ikke at ville dybt og inderligt, og dette er en Moder til alle Synder. Denne Sygdom, eller rettere, denne Synd er saa almindelig i vor Tid, og det er saaledes den, hele det unge Tydskland og Frankrig sukker under. Jeg vil ikke opirre Dig, jeg behandler Dig gjerne saa skaansomt som muligt. Jeg tilstaaer gjerne, at det at være tungsindig i en vis Forstand ikke er et ilde Tegn, thi det træffer i Almindelighed kun de mest begavede Naturer. Jeg skal heller ikke plage Dig med at antage, at Enhver, der lider af Indigestion, derfor har Ret til at kalde sig tungsindig, Noget man ofte nok seer i vor Tid, da det jo næsten er blevet den Værdighed, Alle tragte efter, at være tungsindig. Men den der vil være fortrinlig begavet, han maa finde sig i, at jeg lægger det Ansvar