Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/210

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

207

bruges det? Til at forlyste Din Aand; Du svier det Hele af i et brillant Fyrværkeri.

Du svæver over Dig selv, og det, Du seer under Dig, er en Mangfoldighed af Stemninger og Tilstande, som Du bruger for at finde interessante Berøringer med Livet. Du kan være sentimental, hjerteløs, ironisk, vittig; man maa i denne Henseende indrømme Dig, at Du har Skole. Saasnart da Noget er istand til at rive Dig ud af Din Indolents, saa er Du med hele Din Lidenskab i fuld Praxis, og Din Praxis mangler ikke Kunst, som Du da kun alt for meget er udrustet med Vittighed, Smidighed og alle Aandens forføreriske Gaver. Du er, som Du med saa megen selvbehagelig Pretention udtrykker Dig, aldrig saa ugalant at træde op, uden at bringe en lille duftende, frisk afplukket Vittigheds-Bouquet med Dig. Jo mere man kjender Dig, jo mere maa man næsten frapperes af den beregnende Kløgt, der gaaer igjennem Alt hvad Du gjør i den korte Tid, da Du er bevæget af Lidenskab; thi Lidenskab forblinder Dig aldrig, men gjør Dig kun mere seende. Du har da glemt Din Fortvivlelse og Alt hvad der ellers hviler Dig paa Sjæl og Tanke; den tilfældige Berøring, Du er kommen i med et Menueske, beskjæftiger Dig absolut. Jeg vil erindre Dig om en lille Begivenhed, der forefaldt i mit eget Huus. Det var da formodentlig de to unge svenske Piger, der vare tilstede, jeg maa takke for det Foredrag, Du gav til Priis. Samtalen havde taget en alvorligere Retning og var kommen hen paa et Punkt, der ikke var Dig behageligt; jeg havde udtalt mig lidt mod den utidige Respekt for Aands-Evner, som er saa eiendommelig for vor Tid; jeg havde erindret om, at det var noget ganske Andet, det kom an paa, en Inderlighed idet hele Væsen, som Sproget intet andet Udtryk havde for end Tro. Du var derved maaskee stillet i en mindre heldig Belysning, og da Du nok indsaae, at Du ad den engang indslagne Vei ikke kunde komme videre, saa følte Du Dig opfordret til at forsøge Dig i hvad Du selv kalder høiere Vanvid, i den sentimentale Toneart: „Jeg skulde ikke tro? Jeg troer, at der inderst inde i Skovens eensomme Stilhed, hvor Træerne