211
Tanke endog den høieste Grad af aandelig Begavethed som noget Forgængeligt. Din Polemik giver Dig derfor et endnu høiere Udtryk, naar Du i Din indre Forbittrelse mod hele Livet kunde ønske, at Du var det taabeligste af alle Mennesker og dog blev beundret og tilbedet af Din Samtid som den Viseste af Alle, thi det vilde jo være en Spot over den hele Tilværelse, der var langt dybere end om den virkelig Dygtigste blev hædret som saadan. Du attraaer derfor Intet, ønsker Intet; thi det Eneste, Du kunde ønske, var en Ønskeqvist, der kunde give Dig Alt, og den vilde Du da bruge til at kradse Din Pibe ud med. Saaledes er Du færdig med Livet, „og behøver ikke at gjøre Testamente, thi Du efterlader Dig Intet.” Men paa den Spidse kan Du ikke holde Dig, thi vel har Din Tanke frataget Dig Alt, men den har Intet givet Dig istedet. I næste Øieblik fængsler en lille Ubetydelighed Dig. Vel betragter Du den med al den Fornemhed og Stolthed, som Din overmodige Tanke giver Dig, Du ringeagter den som et usselt Legetøi, Du næsten allerede er kjed af, førend Du tager det i Haanden; men det beskjæftiger Dig dog, og om det end ikke er Tingen selv, der beskjæftiger Dig — og det er aldrig Tilfælde — saa beskjæftiger Det Dig dog, at Du vil nedlade Dig til den. I den Henseende faaer Dit Væsen, saasnart Du indlader Dig med Mennesker, en høi Grad af Troløshed, som man dog ikke ethisk kan bebreide Dig; thi Du ligger udenfor ethiske Bestemmelser. Du er heldigviis for Andre meget lidt deeltagende, og man mærker det derfor ikke. Du kommer ofte i mit Huus, og Du veed, at Du altid er mig velkommen, men Du veed ogsaa, at det aldrig falder mig ind at indbyde Dig til at deeltage i det Mindste. Jeg vilde end ikke tage i Skoven med Dig, ikke fordi Du jo kan være meget munter og underholdende, men fordi Din Deeltagelse altid er en Falskhed; thi glæder Du Dig virkeligt, saa kan man altid være sikker paa, at det ikke er over det, der glæder os Andre, eller over Touren, men over Noget, Du har in mente; og glæder Du Dig ikke, saa er det ikke fordi der tilstøder Ubehageligheder, der bringe Dig ud af Stemningen, thi det kunde jo ogsaa hænde os Andre, men fordi Du