212
allerede i det Øieblik, Du stiger i Vognen, har gjennemskuet denne Fornøielses Intethed. Jeg tilgiver Dig det gjerne, thi Dit Sind er altid for bevæget, og det er et sandt Ord, Du ofte bruger om Dig selv, at Du er som en Barselkone, og naar man er i saadanne Omstændigheder, er det intet Under, at man er lidt anderledes end Andre.
Dog, Aanden lader sig ikke spotte, den hævner sig paa Dig, den binder Dig i Tungsinds Lænke. Min unge Ven, her er Veien til at blive en Nero, hvis der ikke i Din Sjæl var en oprindelig Alvor, hvis der ikke var en medfødt Dybde i Din Tanke, hvis der ikke var en Høimodighed i Din Sjæl — og hvis Du var bleven Keiser i Rom. Dog, Du gaaer en anden Vei. Nu viser der sig en Livs-Anskuelse for Dig, der synes den eneste, som kan tilfredsstille Dig, det er at nedsænke Din Sjæl i Veemod og Sorg. Dog, Din Tanke er for sund til at denne Livs-Anskuelse kan bestaae sin Prøve; thi for en saadan æsthetisk Sorg er Tilværelsen ligesaa forfængelig som for enhver anden æsthetisk Livs-Anskuelse; naar et Menneske ikke kan sørge dybere, saa har det sin Sandhed, naar jeg siger, at Sorgen forgaaer ligesaa godt som Glæden, thi Alt forgaaer, hvad der kun er endeligt. Og naar Mange finde, at det er en Trøst, at Sorgen forgaaer, saa forekommer mig denne Tanke ligesaa trøstesløs som den, at Glæden forgaaer. Din Tanke tilintetgjør da atter denne Livs-Anskuelse, og naar man har tilintetgjort Sorgen, saa beholder man jo Glæden; istedetfor Sorgen vælger Du en Glæde, der er Sorgens Skifting. Denne Glæde har Du nu valgt, denne Fortvivlelsens Latter. Du vender atter tilbage til Livet, Tilværelsen faaer under denne Belysning en ny Interesse for Dig. Som Du har en stor Glæde af at tale med Børn saaledes, at det, Du siger, ypperligt og let og naturligt forstaaes af dem, og dog for Dig selv betyder noget ganske Andet, saaledes har Du Glæde af at bedrage Mennesker med Din Latter. Naar Du kan faae Folk til at lee og juble og glæde sig ved Dig, da triumpherer Du over Verden, da siger Du til Dig selv: dersom I vidste, hvad I lee af!
Dog, Aanden lader sig ikke spotte, og Tungsinds Mørke
