Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/216

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

213

fortætter sig omkring Dig, og en vanvittig Vittigheds Lyn viser Dig selv det kun endnu stærkere, endnu forfærdeligere. Og der er Intet, der adspreder Dig, al Verdens Lyst har ingen Betydning for Dig, og om Du end misunder de Eenfoldige den taabelige Glæde over Livet, Du jager ikke derefter. Lysten frister Dig ikke. Og hvor sørgelig end Din Tilstand er, det er i Sandhed en Guds Lykke, at den ikke gjør det. Ikke er det min Mening at prise den Stolthed i Dig, der foragter den, men vel at prise den Naade, der holder Din Tanke fast; thi hvis Lysten fristede Dig, saa var Du fortabt. Men det at den ikke frister Dig, viser hvad Vei Du skal, at Du skal frem, ikke tilbage. Der ligger en anden Afvei, ikke mindre forfærdelig, og jeg stoler atter her ikke paa Din Stolthed, men paa den Naade, der bestandig holder Dig oppe. Vel er det sandt, at Du er stolt, og at det er bedre, at et Menneste er stolt end forfængelig; vel er det sandt, at der er en forfærdelig Lidenskab i Din Tanke, at Du betragter den som en Fordring, Du ikke agter at opgive, „at Du hellere vil betragte Dig selv som en Creditor i Verden, der ikke blev betalt, end tilintetgjøre Fordringen” — og dog er al menneskelig Stolthed kun en skrøbelig Sikkerhed.

Seer Du, min unge Ven, dette Liv er Fortvivlelse, skjul det for Andre, for Dig selv kan Du ikke skjule det, det er Fortvivlelse. Og dog er dette Liv i en anden Forstand ikke Fortvivlelse. Du er for letsindig til at fortvivle, og Du er for tungsindig til ikke at komme i Berøring med Fortvivlelsen. Du er som en Fødende, og dog holder Du bestandig Øieblikket tilbage og bliver bestandig i Smerten. Hvis en Qvinde i sin Nød fik den Idee, om det ikke var et Uhyre, hun skulde føde, eller vilde overveie med sig selv, hvad hun egentlig skulde føde, saa vilde hun have en vis Lighed med Dig. Hendes Forsøg paa at standse Naturens Gang vilde være frugtesløst, men Dit er vel muligt; thi det, et Menneske føder ved i aandelig Forstand, er Villiens nisus formativus, og den staaer i Menneskets egen Magt. Hvad frygter Du da? Du skal jo ikke føde et andet Menneske, Du skal blot føde Dig selv. Og dog, jeg veed det vel, der er et Alvor deri, som ryster hele