Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/225

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

222

Nei, thi jeg vælger absolut, og absolut vælger jeg jo netop derved, at jeg har valgt ikke at vælge Dette eller Hiint. Jeg vælger det Absolute, og hvad er det Absolute? Det er mig selv i min evige Gyldighed. Noget Andet end mig selv kan jeg aldrig vælge som det Absolute, thi vælger jeg noget Andet, da vælger jeg det som en Endelighed, og vælger det altsaa ikke absolut. Selv Jøden, der valgte Gud, valgte ikke absolut, thi vel valgte han det Absolute, men han valgte det ikke absolut, og derved ophørte det at være det Absolute, og blev en Endelighed.

Men hvad er da dette mit Selv? Dersom jeg vilde tale om et første Øieblik, et første Udtryk derfor, saa er mit Svar: det er det Abstrakteste af Alt, der dog tillige i sig er det Concreteste af Alt — det er Friheden. Lad mig her anstille en lille psychologisk Iagttagelse. Man hører ofte nok Folk give deres Misfornøielse Luft i Klage over Livet, man hører dem ofte nok ønske. Tænk Dig nu en saadan Stymper; lad os springe de Ønsker over, der her Intet oplyse, fordi de ligge i det aldeles Tilfældige. Han ønsker: gid jeg havde hiint Menneskes Aand, eller hiin Mands Talent o.s.v., ja, for at gaae til den yderste Spidse —: gid jeg havde hiint Menneskes Fasthed. Slige Ønsker hører man hyppigt nok, men har Du nogensinde hørt et Menneske for Alvor ønske, at han kunde blive en Anden; det er saa langt fra, at det netop er charakteristisk for hvad man kalder ulykkelige Individualiteter, at de klamre sig mest fast om sig selv, at de trods alle deres Lidelser dog for al Verdens Priis ikke vilde ønske at være en Anden, Noget der har sin Grund i, at saadanne Individualiteter ere Sandheden meget nær, og de føle Personlighedens evige Gyldighed, ikke i dens Velsignelse men i dens Qval, om de end have beholdt dette aldeles abstrakte Udtryk for Glæden deri tilbage, at de dog helst ville blive sig selv. Men nu han med de mange Ønsker, han mener dog bestandig at blive sig selv, uagtet Alt blev forandret. Altsaa er der i ham selv Noget, der er absolut i Forhold til alt Andet, Noget, hvorved han er Den, han er, om saa end Forandringen, han ved sit Ønske opnaaede, var