Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/244

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

241

havt Øie for sine Feil, men han har seet sig selv ind under Nødvendighedens Bestemmelse; sig, denne Personlighed med hele denne Mangfoldighed af Bestemmelser, har han seet som et Medhenhørende i Verdens Gang, han har seet det ligeoverfor den evige Magt, hvis Ild har gjennemtrængt det uden at fortære det. Men han har ikke seet sig i sin Frihed, ikke valgt sig i den. Gjør han dette, saa er han i samme Øieblik, han vælger sig selv, i Bevægelse; hvor concret end hans Selv er, han har dog valgt sig selv efter sin Mulighed, han har i Angeren løskjøbt sig selv for at blive i sin Frihed, men i sin Frihed kan han kun blive derved, at han bestandig realiserer den. Den der derfor har valgt sig selv, han er eo ipso Handlende.

Her kan det maaskee være Stedet til med et Par Ord at omtale en Livs-Anskuelse, som Du i høi Grad behager Dig i, især som Docent, stundom og som Praktikus. Den løber ikke ud paa Mindre end at det at sørge dog egentlig er Livets Betydning, og det at være den Ulykkeligste det Allerlykkeligste. Ved første Øiekast synes denne Anskuelse ikke at være en æsthetisk Livs-Betragtning; thi Nydelse kan dog egentlig ikke være dens Løsen. Den er imidlertid heller ikke ethisk, men den ligger i det farefulde Moment, da det Æsthetiske skal gaae over til det Ethiske, hvor Sjælen saa let besnæres i en eller anden Yttring af en Prædestinations-Theori. Du fører forskjellig falsk Lære, denne er næsten den værste, men Du veed tillige, at den er den mest brugbare, naar det gjælder om at liste Dig paa Mennesker og suge dem til Dig. Du kan være hjerteløs tiltrods for Nogen, Du kan spøge med Alt, endog med Menneskers Smerte. At dette frister Ungdommen, er Du ikke uvidende om, og dog kommer Du ved denne Adfærd til at staae den temmelig fjern, fordi en saadan Omgang er ligesaa meget frastødende som tiltrækkende. Er det en qvindelig Ungdom, Du paa den Maade vil bedrage, saa undgaaer det Dig ingenlunde, at en qvindelig Sjæl har for megen Dybde til i Længden at fængsles af Sligt, ja om Du end for et Øieblik har beskjæftiget hende, det dog snart vil ende med, at hun bliver træt deraf og næsten fatter Afsky for Dig, da hendes Sjæl ikke fordrer saadanne Pirringer. Nu forandres Methoden,