Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/245

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

242

Du lader i enkelte gaadefulde Udbrud, som kun hun kan forstaae, en fjern Melancholi ane som Forklaring af det Hele. Kun hende aabner Du Dig for, men saa forsigtigt, at hun dog egentlig aldrig faaer noget Nærmere at vide; Du overlader til hendes Phantasi at udmale det dybe Veemod, som Du gjemmer inderst inde. Klog er Du, det kan man ikke negte Dig, og sandt er det, hvad en ung Pige sagde om Dig, at Du formodentlig endte med at blive Jesuit. Jo underfundigere Du veed at spille dem den Traad i Haanden, der fører dybere og dybere ind i Veemodets Lønligheder, desto gladere er Du, desto sikkrere paa at drage dem til Dig. Du holder ikke lange Taler, Du forkynder ikke Din Smerte i trofaste Haandtryk eller „i en romantisk Stirren ind i en ligestemt Sjæls romantiske Øie”, dertil er Du for klog. Du flyer Vidner, og kun i et enkelt Øieblik lader Du Dig overrumple. Der er en Alder, i hvilken der ingen farligere Gift er for en ung Pige end Veemod; det veed Du, og denne Viden kan jo som enhver anden i og for sig være ret god, den Brug derimod, Du gjør deraf, skal jeg ikke rose.

Da Du har hærdet Dit Sind til at opfatte hele Tilværelsen i æsthetiske Kategorier, saa er det en Selvfølge, at Sorgen ikke er undgaaet Din Opmærksomhed, thi den er i og for sig noksaa interessant som Glæden. Den Urokkelighed, med hvilken Du fastholder det Interessante overalt, hvor det viser sig, er en stadig Anledning til, at Din Omgivelse misforstaaer Dig og snart anseer Dig for absolut hjerteløs, snart for et virkelig godmodigt Menneske, uagtet Du egentlig er ingen af Delene. Allerede den Omstændighed kan foranledige en saadan Misforstaaelse, at man ligesaa ofte seer Dig opsøge Sorgen som at ledsage Glæden, naar der, vel at mærke, i Sorgen saavel som i Glæden er en Idee, thi først derved vaagner den æsthetiske Interesse. Hvis Du kunde være letsindig nok til at gjøre et Menneske ulykkeligt, saa vilde Du kunne give Anledning til den besynderligste Skuffelse. Du vilde da ikke som Andre, der troløst blot søge Glæden, trække Dig tilbage og jage efter den igjen ad andre Veie, nei Sorgen i det samme Individ vilde blive Dig endnu interessantere end Glæden, Du vilde blive hos ham, Du vilde