Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/257

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

254

paa sin Kjærlighed, og glad blive i de Forhold, der ere ham anviste, netop fordi han veed, at denne Forbliven er det sikkreste Udtryk for hans Kjærlighed, for hans Ydmyghed.

Endelig mishager en Mystikers Liv mig, fordi jeg anseer det for et Bedrag mod den Verden, i hvilken han lever, et Bedrag mod de Mennesker, med hvilke han er forbunden, eller til hvilke han kunde træde i Forhold, hvis det ikke havde behaget ham at blive Mystiker. I Almindelighed vælger Mystikeren det eensomme Liv, men dermed er Sagen ikke klar; thi Spørgsmaalet er, om han har Lov til at vælge det. Forsaavidt han har valgt det, bedrager han ikke Andre, thi han siger jo dermed: jeg vil intet Forhold have til Eder; men Spørgsmaalet er, om han har Lov til at sige det, Lov til at gjøre det. Det er især som Ægtemand, som Fader, jeg er en Fjende af Mysticisme. Mit Hnusliv har ogsaa sit ἀδυτον, men dersom jeg var Mystiker, da maatte jeg jo have endnu et for mig selv alene, og da var jeg en daarlig Ægtemand. Da det nu efter min Mening, som jeg senere skal udvikle, er Pligt for ethvert Menneske at gifte sig, og da det umuligt kan være min Mening, at man skal gifte sig for at blive en daarlig Ægtemand, saa seer Du let, at jeg maa have Uvillie mod al Mysticisme.

Den der eensidigen hengiver sig til et mystisk Liv, han bliver tilsidst saa fremmed for alle Mennesker, at ethvert Forhold, endog det ømmeste og inderligste, bliver ham ligegyldigt. I den Forstand er det ikke, at man skal elske Gud høiere end Fader og Moder, saa selvkjærlig er Gud ikke, ei heller er han en Digter, der ønsker at plage Mennesker ved de rædsomste Collisioner, og der lod sig vel neppe tænke nogen rædsommere, end om der virkelig var Collision mellem Kjærlighed til Gud og Kjærlighed til de Mennesker, til hvem han i vort eget Hjerte har nedlagt Kjærlighed. Du har vel ikke glemt den unge Ludvig Blackfeldt, som vi begge for en Deel Aar fiden levede i megen Berøring med, jeg i Særdeleshed. Han var visselig et meget begavet Hoved, hans Ulykke blev, at han eensidigen fortabte sig i en ikke saa meget christelig som indisk Mysticisme. Havde han levet i Middelalderen, vilde han udentvivl have fundet Tilhold