263
snart Ethikerens Gymnastik bliver til en Experimenteren, saa har han ophørt at leve ethisk. Al saadan gymnastisk Experimenteren er ikke Andet end hvad Sophistik er paa Erkjendelsens Gebeet.
Her vil jeg nu erindre om den Bestemmelse, jeg i det Foregaaende gav af det Ethiske, at det er det, hvorved et Menneske bliver det, han bliver. Det vil da ikke gjøre Individet til et andet, men til det selv; det vil ikke tilintetgjøre det Æsthetiske, men forklare det. For at et Menneske skal leve ethisk er det nødvendigt, at han bliver sig bevidst, saa gjennemgribende, at ingen Tilfældighed undgaaer ham. Denne Concretion vil det Ethiske ikke udslette, men seer i denne sin Opgave, seer det, hvoraf det skal danne, og det, det skal danne. I Almindelighed betragter man det Ethiske aldeles abstrakt og har derfor en hemmelig Gru for det. Det Ethiske betragtes da som noget Personligheden Fremmed, og man krymper sig ved at hengive sig til det, da man dog ikke ret kan være sikker paa, hvad det i Tidens Længde kan føre til. Saaledes frygte ogsaa mange Mennesker for Døden, fordi de nære dunkle og uklare Forestillinger om, at Sjælen i Døden skulde gaae over i en anden Tingenes Orden, hvor der herskede Love og Vedtægter, der vare aldeles forskjellige fra dem, de i denne Verden havde lært at kjende. Grunden til en saadan Frygt for Døden er da Individets Utilbøielighed til at blive sig selv gjennemsigtigt, thi saafremt man vil det, saa indseer man let det Urimelige i denne Frygt. Saaledes ogsaa med det Ethiske; naar et Menneske frygter Gjennemsigtighed, saa flyer han altid det Ethiske, thi Andet vil dette egentlig ikke.
I Modsætningen til en æsthetisk Livs-Anskuelse, der vil nyde Livet, hører man ofte omtale en anden Livs-Anskuelse, der sætter Livets Betydning i at leve for Opfyldelsen af sine Pligter. Hermed vil man da betegne en ethisk Livs-Anskuelse. Udtrykket er imidlertid meget ufuldkomment, og man skulde næsten troe, at det var opfundet for at bringe det Ethiske i Miscredit; saa meget er vist, at man i vor Tid ofte seer det brugt saaledes, at man næsten kommer til at smile, saaledes naar Scribe lader denne Sætning foredrage med en vis lavcomisk Alvor, der