Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/285

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

282

tilintetgjør det aldeles dette. Hvis det nu var saa, jeg vilde dog ikke tvivle om, hvad jeg skulde vælge. I Fortvivlelsen er der et Øieblik, hvor det synes saa, og Den, der ikke har følt dette, hans Fortvivlelse har dog altid været svigagtig, og han har ikke ethisk valgt sig selv. Imidlertid er det dog ikke saa, og derfor viser Fortvivlelsen i næste Øieblik sig ikke som et Brud, men som en Metamorphose. Alt kommer igjen, men forklaret. Først derfor naar man ethisk betragter Livet, først da faaer det Skjønhed, Sandhed, Betydning, Bestaaen; først naar man selv lever ethisk, først da faaer Ens Liv Skjønhed, Sandhed, Betydning, Tryghed; først i den ethiske Livs-Anskuelse er den autopathiske og den sympathiske Tvivl beroliget. Den autopathiske og den sympathiske Tvivl kan nemlig kun beroliges i Eet og det Samme, fordi det væsentlig er den samme Tvivl. Den autopathiske Tvivl er nemlig ikke en Yttring af Egoisme, men en Fordring af den Selvkjærlighed, der i samme Forstand fordrer sit eget Selv, som den fordrer enhver Andens Selv. Dette mener jeg er af stor Betydning. Hvis nemlig en Æsthetiker ikke var Egoist, saa maatte han, under den Forudsætning, at enhver tænkelig Begunstigelse var falden i hans Lod, fortvivle over al sin Lykke, fordi han maatte sige: det, hvorved jeg er lykkelig, er Noget, som ikke saaledes kan gives et Menneske, og som intet andet Menneske selv kan erhverve. Han maatte jo være angst for, at Nogen skulde spørge ham om, hvori han søgte sin Lykke, thi han var jo bleven lykkelig, for at alle andre Mennesker skulde føle, at de ikke kunde blive det. Hvis et saadant Menneske havde nogen Sympathi, han vilde ikke unde sig selv Ro, for han fandt et høiere Udgangspunkt for Livet. Naar han havde fundet det, da vilde han ikke være bange for at tale om sin Lykke, thi naar han nu ret vilde udtale det, da vilde han sige Noget med, der absolut forsonede ham med ethvert Menneske, med den hele Menneskehed.

Dog lad os blive staaende ved den Kategori, som Æsthetiken altid vindicerer sig — ved Skjønheden. Livet taber sin Skjønhed, siger Du, saasnart det Ethiske bliver gjort gjældende. „Istedetfor den Glæde, Lykke, Sorgløshed, Skjønhed, som Livet