Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/293

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

290

at herske over Verden, naar han ikke kan faae Tid dertil for Næringssorger? Hvad ligner det, at jage en fornuftig Skabning ud i Verden, og saa lade ham slide og slæbe, er det en Maade at behandle et Menneske paa ?” Paa dette Punkt er Du uudtømmelig. „De fleste Mennesker”, siger Du, „leve for at faae et Levebrød; naar de have faaet det, leve de for at faae et godt Levebrød; naar de have faaet det, døe de. Med sand Rørelse læste jeg derfor for nogen Tid siden et Avertissement i Avisen, hvor en Kone bekjendtgjorde sin Mands Død. Istedetfor vidtløftigt at lamentere over det Smertelige i, at miste den bedste Ægtemand og den kjærligste Fader, fattede hun sig meget kort: at dette Dødsfald var saa tungt, fordi hendes Mand netop kort iforveien havde faaet saadan et godt Levebrød. Der ligger Mere heri, end hvad den sørgende Enke eller en almindelig Læser i Adresse-Avisen seer deri. Denne Betragtning lod sig uddanne til et Beviis for Menneskets Udødelighed. Dette Beviis kunde fremsættes saaledes: Det er ethvert Menneskes Bestemmelse at faae et godt Levebrød. Døer han, førend han faaer det, saa har han ikke opnaaet sin Bestemmelse, og det bliver da overladt til Enhvers Anen, om han antager, at han paa en anden Klode vil opnaae sin Bestemmelse. Faaer han derimod et godt Levebrød, saa har han opnaaet sin Bestemmelse, men Bestemmelsen af et godt Levebrød kan ikke være den, at han skal døe, men tværtimod, at han skal leve godt af sit gode Levebrød, ergo er Mennesket udødeligt. Dette Beviis kunde man kalde det populære Beviis, eller Beviset fra Levebrødet. Naar dette Beviis føiedes til de tidligere Beviser, saa maatte enhver fornuftig Tvivl angaaende Udødeligheden ansees for beseiret. Dette Beviis lader sig ogsaa ypperligt sætte i Forbindelse med de tidligere Beviser, ja, det viser sig netop her i sin fulde Glorie, idet det som Slutning slutter sig tilbage i de andre og beviser disse. De andre Beviser gaae ud fra Betragtningen af, at Mennesket er et fornuftigt Væsen; forsaavidt nu Nogen skulde betvivle dette, saa træder Levebrøds-Beviset til og beviser denne Forudsætning ved følgende Syllogisme: Den, Gud giver et Levebrød, giver han Forstand; Den, Gud giver et godt Leve-