Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/295

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

292

have Penge, som en Ydmygelse; thi enhver Begunstigelse er en Ydmygelse. Naar han seer det saaledes, saa vil han ikke forsee sig paa nogen Begunstigelse. Han vil da ydmyge sig under den, og naar han har gjort det, saa vil han atter opløftes ved den Tanke, at Begunstigelsen er et Udtryk for, at der er gjort en større Fordring til ham.

Naar hiin Ethiker, hos hvem vor Helt fandt Oplysning, selv veed, hvad det er at arbeide for at leve, saa vil hans Ord have endnu mere Vægt. Det var at ønske, at Menneskene i denne Henseende havde lidt mere Mod, og Grunden til, at man saa høirøstet ofte saaer hiin foragtelige Tale om, at Penge er Hovedsagen, at høre, ligger for en Deel deri, at de, der maa arbeide, mangle ethisk Kraft til at vedkjende sig Betydningen af det at arbeide, mangle ethisk Overbeviisning om dets Betydning. De, der skade Ægteskabet, ere ikke Forførerne, men de feige Ægtemand. Saaledes ogsaa her. Hiin foragtelige Tale skader Intet, men De skade den gode Sag, der, tvungne til at arbeide for at leve, i det ene Øieblik ville anerkjendes for det Fortjenstlige, der ligger heri, naar de sammenligne deres Liv med Lediggængerens, i næste Øieblik klage og sukke og sige: det er dog det Skjønneste at være uafhængig. Hvad Agtelse skal da et yngre Menneske faae for Livet, naar han hører de Ældre tale saaledes. Du har her atter skadet Dig selv meget ved Din Experimenteren, thi Du har faaet Noget at vide, som slet ikke er godt og glædeligt. Du veed meget godt at friste et Menneske og lokke denne Tilstaaelse ud af ham, at han dog i sit inderste Hjerte helst vilde være fri for at arbeide, og saa triumpherer Du.

Det Spørgsmaal, om der ikke lod sig tænke en Verden, hvor det var unødvendigt at arbeide for at leve, er egentlig et ørkesløst Spørgsmaal, da det ikke besatter sig med den givne Virkelighed, men med en fingeret. Imidlertid er det dog altid et Forsøg paa at forkleine den ethiske Opfattelse. Dersom det nemlig var en Fuldkommenhed ved Existentsen, at man ikke behøvede at arbeide, saa var jo Dens Liv fuldkomnest, som ikke behøvede dette. Man kunde da kun i den Forstand sige,