Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/299

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

296

af at kunne blive ved at stride. Jo større Kampens Belønning er, jo mere den ligger udenfor et Menneske, desto mere tør den Stridende ogsaa stole paa alle de tvetydige Lidenskaber, der huse i ethvert Menneske. Ærgjerrighed, Forfængelighed, Stolthed, det er Kræfter, der have en uhyre Elasticitet og kunne drive et Menneske vidt. Den, der strider med Næringssorger, seer snart, at disse Lidenskaber svigte ham; thi hvor skulde han troe, at en saadan Strid skulde kunne interessere Andre eller vække dem til Beundring? Har han ikke andre Kræfter, saa er han afvæbnet. Belønningen er saare liden; thi naar han har trællet og slidt og slæbt, saa har han maaskee netop erhvervet det Fornødne — det Fornødne til at holde sig vedlige, for atter at kunne slide og slæbe. See derfor er Næringssorger saa forædlende og dannende, fordi de ikke tillade et Menneske at skuffe sig, sig selv betræffende. Seer han ikke noget Høiere i denne Strid, saa er den ussel, og han har Ret i, at det er en Kummerlighed at maatte stride for at kunne æde sit Brød i sit Ansigts Sved. Men derfor er denne Strid saa forædlende, fordi den tvinger ham til at see noget Andet deri, tvinger ham til, hvis han ikke aldeles vil henkaste sig selv, at see den som en Æresstrid, og at det er derfor, at Belønningen er saa ringe, for at Æren kan være desto større. Han strider da vel for at erhverve sit Udkomme, men det, han dog strider først og fremmest for, er, at erhverve sig selv, og vi Andre, vi, som ikke bleve forsøgte, men dog bevarede Følelsen for det sande Store, vi ville see til, hvis han tillader det, vi ville i ham hædre et Æres-Medlem af Samfundet. Han har da en dobbelt Strid, han kan tabe i den ene og paa samme Tid seire i den anden. Vil jeg tænke mig det næsten Utænkelige, at alle hans Bestræbelser for at erhverve sit Udkomme mislykkedes, saa har han jo tabt, og dog kan han paa samme Tid have vundet den skjønneste Seier, der lader sig vinde. Herpaa vil han fæste sit Blik, ikke paa Belønningen, han gik Glip af; thi dertil var den for ringe. Den der har en Belønning for Øie, han glemmer den anden Strid; vinder han ikke Belønningen, da