Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/300

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

297

har han tabt Alt, vinder han den, saa bliver det dog altid tvivlsomt, hvorledes han har vundet den.

Og hvilken Strid skulde nu være mere dannende end den med Næringssorger! Hvor megen Barnlighed hører der dog ikke til, for stundom at kunne næsten smile ad al denne jordiske Møie og Besvær, en udødelig Aand maa have for at leve, hvor megen Ydmyghed til at være tilfreds med det Lidet, der erhverves med Vanskelighed, hvor megen Tro for at see et Forsyns Styrelse ogsaa i hans Liv; thi det er let nok at sige, at Gud er størst i det Mindste, men til at see ham deri hører den stærkeste Tro. Hvor megen Kjærlighed til Menneskene, for at være glad med de Lykkelige, for at kunne opmuntre dem, hvis Vilkaar bleve ligesaa kummerlige! Hvor inderlig og gjennemtrængende en Bevidsthed om sig selv, om at han gjør hvad der staaer i hans Magt, hvor megen Udholdenhed og Agtpaagivenhed; thi hvilken Fjende er mere underfundig end denne Sorg? Ikke bliver han den qvit ved et Par dristige Bevægelser, ikke skræmmer han den bort ved Larmen og Støien. Hvilken Gratie og Anstand til at bøie af for den og dog ikke flye den! Hvor ofte maae Vaabnene ikke forandres, snart maa der arbeides, snart ventes, snart trodses, snart bedes! Og med hvor megen Lyst og Glæde og Lethed og Smidighed maa han ikke forandre Vaabnene, thi ellers har Fjenden seiret! Og under Alt dette gaaer Tiden hen, der forundes ham ikke Leilighed til at see sine skjønne Planer realiserede, Ungdommens Ønsker opfyldte. Han seer Andre, for hvem det lykkes. De samle Mængden omkring sig, de høste dens Bifald, de fryde sig ved dens Jubel, og han staaer som en eensom Kunstner paa Livets Scene, han har intet Publikum, Ingen har Tid at see paa ham, Ingen har Tid, og det forstaaer sig, der hører ogsaa Tid dertil, thi hans Forestillinger er ikke en halv Times Gjøgleværk, hans Kunster ere af en finere Art og fordrer Mere end et dannet Publikum for at forstaaes. Men han attraaer det heller ikke. Da jeg var tyve Aar gammel, siger han maaskee, da drømte jeg ogsaa om Strid, da tænkte jeg mig paa Kamppladsen, jeg saa op til Balkonen, jeg saa Pigernes Kreds, saae dem ængstes