Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/313

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

310

Nar. Jeg har da viist samme Overbærelse mod ham, som Du, jeg har fra Begyndelsen af haaber paa ham, har kaldt ham „Helt”, uagtet han flere Gange gjorde Mine til at ville gjøre sig uværdig til denne Titel. Faaer jeg ham derfor gift, saa slipper jeg ham rolig ud af min Haand og overlader ham glad i hans Kones. Paa Grund af hans tidligere udviste Gjenstridighed har han nemlig qvalificeret sig til at sættes under en speciellere Opsigt. Dette Arbeide vil hans Kone paatage sig, og saa vil Alt gaae vel; thi hver Gang han fristes til at ville være et ualmindeligt Menneske, vil hans Kone strax orientere ham igjen, og saaledes vil han i al Stilhed fortjene Navnet Helt, og hans Liv vil ikke være uden Bedrifter. Jeg har da ikke videre med ham at gjøre, uden forsaavidt han skulde føle sig hendragen til mig, saaledes som jeg vil føle mig dragen til ham, hvis han fortsætter sin Heltegang. Han vil da i mig see en Ven, og vort Forhold vil ikke være uden Betydning. At Du til den Tid trækker Dig tilbage fra ham, vil han vide at finde sig i, saameget mere, som han let kunde blive lidt mistænkelig, hvis det skulde behage Dig at interessere Dig for ham. I den Henseende ønsker jeg ham til Lykke og ønsker enhver Ægtemand samme Lykke.

Dog saavidt ere vi langtfra ikke komne endnu. Du kan da endnu en Tid lang haabe, saalænge nemlig som jeg behøver at frygte. Vor Helt er nemlig som Folk er flest og har da en vis Tilbøielighed til det Ualmindelige; han er tillige lidt uskjønsom og vil desaarsag ogsaa her igjen prøve sin Lykke hos Æsthetikerne, inden han tager sin Tilflugt til Ethikeren. Sin Uskjønsomhed veed han ogsaa at besmykke; thi, siger han, Ethikeren hjalp mig virkelig ud af min Forvirring, den Betragtning af min Virksomhed, jeg skylder ham, tilfredsstiller mig aldeles, dens Alvor opløfter mig. Hvad derimod Kjærlighed angaaer, da kunde jeg vel i den Henseende ønske at nyde min Frihed, ret at følge mit Hjertes Tilskyndelse; Kjærlighed elsker ikke denne Alvor, den fordrer det Æsthetiskes Lethed og Ynde.

Du seer, jeg kan faae Ondt nok med ham at gjøre. Det synes næsten, som om han ikke ganske har forstaaet det