Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/316

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

313

i et Menneskes Magt. Han har indseet, at det var en Fornærmelse og altsaa uskjønt at ville elske med een Side af Sjælen, men ikke med den hele; at gjøre sin Kjærlighed til et Moment, og dog tage en Andens hele Kjærlighed, at ville være til en vis Grad en Gaade og en Hemmelighed. Han har indseet, at det vilde være uskjønt, om han havde hundrede Arme, saa han paa eengang kunde omfavne Mange; han har kun een Favn og ønsker kun Een, han kan omfavne. Han har indseet, at det var en Fornærmelse at ville knytte sig til et andet Menneske saaledes, som man knytter sig til endelige og tilfældige Ting, betingelsesviis, for at man, om der bagefter skulde vise sig Besværligheder, kunde gjøre det om igjen. Han troer ikke, at det er muligt, at Den, han elsker, kan forandres, uden til det Bedre, og skulde det skee, da troer han paa Forholdets Magt til at gjøre Alt godt igjen. Han erkjender, at hvad Kjærligheden fordrer, er som Tempelskatten, en hellig Afgift, der betales i en egen Myntsort, og at man ikke modtager al Verdens Rigdom som Vederlag for den ubetydeligste Fordring, naar Præget er falskt.

Du seer, vor Helt er paa gode Veie, han har tabt Troen paa Æsthetikernes forhærdede Forstandighed og paa deres Overtro paa dunkle Følelser, der skulde være for zarte til at kunne udtrykkes som Pligt. Han har taget til Takke med Ethikerens Forklaring, at det er ethvert Menneskes Pligt at gifte sig; han har forstaaet dette rigtigt, at nemlig vel ikke Den synder, der ikke gifter sig, uden forsaavidt han selv er Skyld deri, thi da forsynder han sig mod det Almeen-Menneskelige, der ogsaa er sat ham som en Opgave, der skal realiseres, men at Den, der gifter sig, realiserer det Almene. Videre kan Ethikeren ikke bringe ham, thi det Ethiske er, som sagt, altid abstrakt, det kan kun sige ham det Almene. Det kan saaledes her ingenlunde sige ham, med hvem han skal gifte sig. Dertil vilde nemlig fordres et nøiagtigt Kjendskab til det hele Æsthetiske i ham, men det har Ethikeren ikke, og om han end havde det, saa vilde han dog vel vogte sig for at tilintetgjøre sine egne Theorier ved at paatage sig Valget for ham. Naar han da