Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/322

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

319

hænder det mig, nu vel sjeldnere — thi jeg stræber at modarbeide det, da jeg antager det for en Ægtemands Pligt at bestræbe sig for nogenlunde at være jevnaldrende med sin Kone, — undertiden hænder det mig, at jeg sidder og synker sammen i mig selv. Jeg har besørget mit Arbeide, jeg har ingen Lyst til nogen Adspredelse, noget Melancholsk i mit Temperament faaer Overhaand over mig; jeg bliver mange mange Aar ældre end jeg virkelig er, jeg bliver næsten fremmed for mit huuslige Liv, jeg kan godt see, det er smukt, men jeg seer paa det med andre Øine end ellers; det er mig som var jeg selv en gammel Mand, min Kone en yngre Søster til mig, der var lykkelig gift, i hvis Huus jeg nu sad. I saadanne Timer er det ikke langtfra, at Tiden begynder at blive mig lang. Hvis nu min Kone var en Mand, saa vilde det maaskee gaae hende ligesom mig, og vi gik maaskee begge istaa; men hun er en Qvinde og i god Forstaaelse med Tiden. Er det en Fuldkommenhed hos en Qvinde, denne hemmelige Rapport, hun staaer i til Tiden, er det en Ufuldkommenhed, er det fordi hun er et mere jordisk Væsen end Manden, eller fordi hun mere har Evigheden i sig? — Svar Du, Du er jo et philosophisk Hoved. Naar jeg da sidder saaledes forladt og tabt, og jeg nu seer paa min Kone, let og ungdommelig gaaer hun omkring i Stuen, altid beskjæftiget, altid har hun noget at tage vare paa, saa følger mit Øie uvilkaarligt hendes Bevægelser, jeg deeltager med i Alt hvad hun foretager sig, og det ender da med, at jeg atter finder mig ind i Tiden, at Tiden atter faaer Betydning for mig, at Øieblikket atter iler. Hvad det er, hun foretager sig, ja det skal jeg virkelig ikke med min bedste Villie kunne sige, ikke om det skulde koste mig Livet, det bliver mig en Gaade. Hvad det er at arbeide langt ud paa Natten, at være saa træt, at jeg næsten ikke kan staae op fra Stolen, hvad det er at tænke, hvad det er at være saa aldeles tom paa Tanker, at det ikke er mig muligt at faae det Mindste i mit Hoved, det veed jeg, hvad det er at dovne, veed jeg ogsaa, men den Maade at være beskjæftiget paa, som min Kone er det, det er en Gaade. Hun er aldrig træt og dog