Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/329

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

326

Aand, en Ulykkelig, der ikke kan finde Hvile, intet Tilholdssted har. Det har ofte glædet mig at see Qvindens Betydning saaledes; hun er mig da en Betegnelse af Menigheden overhovedet, og Aanden er i stor Forlegenhed, naar den ikke har en Menighed at boe i, og naar den boer i Menigheden, da er den Menighedens Aand. Derfor er det, som jeg alt engang før har bemærket, at der staaer i Skriften, ikke, at Pigen skal forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Mand, og det skulde man troe, thi Pigen er jo den Svagere, der søger Ly hos Manden, nei, der staaer, Manden skal forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru; thi forsaavidt hun giver ham Endeligheden, er hun stærkere end han. Derfor er der Intet, der kan give saa skjønt et Billede af Menigheden som en Qvinde. Naar man vilde see Sagen saaledes, saa troer jeg virkelig, at der vilde aabne sig mangen Udsigt til at forskjønne Gudstjenesten. Hvor smagløst er det dog ikke i vore Kirker, at Menigheden, forsaavidt den ikke repræsenterer sig selv, repræsenteres af en Degn eller en Klokker? den burde altid repræsenteres af en Qvinde. Et ret velgjørende Indtryk af Menigheden har jeg altid savnet i vor Gudstjeneste, og dog var der et Aar af mit Liv, hvor jeg hver Søndag kom mine idealiserede Forestillinger temmelig nær. Det var i en af vore Kirker her i Byen. Kirken selv tiltalte mig meget, den Geistlige, jeg hver Søndag hørte, var en høiærværdig Personlighed, en eenlig Skikkelse, der vidste at fremtage Gammelt og Nyt af et bevæget Livs Erfaring; han hørte ganske hjemme paa en Prædikestol. Han tilfredsstillede som Præst hele min Sjæls ideale Fordring, han tilfredsstillede den som Figur, tilfredsstillede den som Taler. Jeg var ret glad hver Søndag, naar jeg tænkte paa, at jeg skulde hen at høre ham; men hvad der bidrog til at forøge min Glæde og gjøre Indtrykket af Gudstjenesten i denne Kirke for mig fuldstændigt, var en anden Skikkelse, en ældre Kone, der ligeledes indfandt sig hver Søndag. Hun pleiede at komme lidt før Gudstjenesten begyndte, jeg ligeledes. Hendes Personlighed var mig et Billede paa Menigheden, og