Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/333

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

330

at det var en abnorm Tilfældighed hos min Ven; jeg er derfor villig til at dvæle lidt omhyggeligere derved. Du er jo Iagttager, Du vil derfor give mig Ret i den Observation, at en kjendelig Individualitets-Forskjel betegnes derved, om Perioden for Ens Venskab falder i den meget tidlige Ungdom eller først i en sildigere Alder. De flygtigere Naturer have ikke Vanskelighed ved at finde dem tilrette i dem selv, deres Selv er strax fra Begyndelsen af en courant Mynt, og nu indtræder da den Omsætning, man kalder Venskab. De dybere Naturer have ikke saa let ved at finde dem selv, og saa længe de ikke have fundet deres Selv, kunne de ikke ønske, at Nogen tilbyder dem et Venskab, de ikke kunne give Vederlag for. Saadanne Naturer ere deels fordybede i dem selv, deels Iagttagere, men en Iagttager er ingen Ven. Forsaavidt lod det sig da forklare, om det var gaaet min Ven ligesaa. Det var ikke noget Abnormt, ei heller et Tegn paa hans Ufuldkommenhed. Dog, han har jo giftet sig. Nu bliver Spørgsmaalet, om det ikke var noget Abnormt, at Venskabet først viste sig bag efter; thi i det Foregaaende bleve vi jo kun enige om, at det var i sin Orden, at Venskabet indtraadte i en ældre Alder, men vi talte ikke om dets Forhold til Ægteskabet. Lad os her atter benytte Din og min Iagttagelse. Vi maae da tage Forholdet til det andet Kjøn med i Overveielse. Dem, der i en meget ung Alder søge Venskabs-Forholdet, hænder det ikke sjeldent, at naar Elskoven begynder at gjøre sig gjældende, Venskabet aldeles blegner. De finde, at Venskabet var en ufuldkomnere Form, bryde de tidligere Forhold og samle hele deres Sjæl udelukkende paa Ægteskabet. Omvendt gaaer det Andre. De, der for tidligt smagte Elskovens Sødme, i Ungdommens Ruus nød dens Glæder, de fik maaskee en feilagtig Anskuelse af det andet Kjøn. De bleve maaskee uretfærdige mod det andet Kjøn. De kjøbte maaskee ved deres Letsindighed dyre Erfaringer, troede maaske paa Følelser hos sig selv, der viste sig, ikke at have Bestandighed; eller troede paa Følelser hos Andre, der forsvandt som en Drøm. De opgave da Elskoven, den var dem baade for Meget og for