Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

77

selv i tungsindige Tankers mørke Værelse, saa bliver Du vel stundom angst for Dig selv); deels forekommer det altid mig mistænkeligt, at man for at forvisse sig selv om Besiddelsen af et Gode, maa ængste Andre ved Tanken om, at de ikke have det. Spot derfor kun, nævn kun Ordet, der svæver paa Dine Læber: den fiirstolede Holsteensk-Vogn; mor Dig kun over, at Touren ikke er længere end til „Fresberg,” far os kun forbi i Din magelige Vienervogn, men Vogt Dig dog for ikke ofte at hengive Dig til Dit Spotteri i denne Henseende; der kunde maaskee i al Stilhed udvikle sig en ideal Længsel i Din Sjæl, der dyrt nok vilde straffe Dig.

Men ogsaa i en anden Forstand ere Børn en Velsignelse, fordi man lærer selv saa ubeskrivelig meget ved dem. Jeg har seet stolte Mennesker, hvem ingen Skjæbne hidtil havde ydmyget, der med en saadan Sikkerhed greb den Pige, de elskede, ud af det Familieliv, hun tilhørte, at det var, som vilde de sige, naar Du har mig, saa turde det være nok, jeg er vant til at trodse Storme, hvor meget mere nu, da Tanken om Dig vil begeistre mig, nu, da jeg har meget mere at kæmpe for. Jeg har seet de Samme som Fædre; et lille Uheld, der tilstødte deres Børn, har kunnet ydmyge dem, en Sygdom bringe Bønnen over deres stolte Læber. Jeg har seet Mennesker, der satte en Ære i næsten at foragte den Gud, som er i Himlene, der pleiede at udsee enhver Bekjender af ham til Skive for deres Spot, jeg har seet dem som Fædre tage de frommeste Mennesker i deres Tjeneste af Omsorg for Børnene. Jeg har seet Piger, hvis stolte Blik bragte Olympen til at skjælve, Piger, hvis forfængelige Sind kun levede for Pragt og Stads, jeg har seet dem som Mødre bære enhver Ydmygelse, næsten tiltrygle dem, hvad de troede kunde være til Bedste for Børnene. Jeg tænker paa et bestemt Tilfælde. Det var en meget stolt Dame. Hendes Barn blev sygt. En af Byens Læger blev kaldet. Han negtede paa Grund af tidligere Forhold at komme. Jeg har seet hende gaae hen til ham, vente i hans Forværelse for ved Bønner at bevæge ham til at komme. Dog hvortil slige stærke Skildringer, der, om de end ere sande, dog ikke have