Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

89

og leilighedsviis i at arbeide Andre ind i Illusioner. Naar man seer Dig med een eller to Yngre, hvorledes Du ved et Par Bevægelser allerede har hjulpet dem et godt Stykke ud over alle de barnlige i mange Maader saa frelsende Illusioner, hvorledes de nu blive lettere end Virkeligheden, hvorledes Vingerne skyde sig frem, medens Du selv som en gammel erfaren Fugl giver dem en Forestilling om, hvad et Vingeslag er, hvormed man overflyver hele Tilværelsen; eller naar Du foretager en lignende Øvelse med unge Piger, og studerer Forskjellen i Flugt, at man i den mandlige Flugt hører Vingeslaget, hvorimod den qvindelige er som en hendrømmende Roen — naar man seer dette, hvo kan da blive vred paa Dig paa Grund af den Kunst, hvorned det skeer, og hvo burde ikke blive vred paa Dig for den Letsindighed, der ligger deri. Du kan rigtignok sige om Dit Hjerte, som der staaer i den gamle Vise:

Mein Herz ist wie ein Taubenhaus,
Die Eine fliegt herein, die Andre fliegt heraus,

kun at man Dig betræffende ikke saa meget seer, at de flyve ind, som man bestandig seer nye flyve ud. Men saa skjønt et Billede et Dueslag end forresten er af et stille huusligt Hjem, saa maa det i Sandhed ikke tages paa denne Maade. Og er det ikke smertefuldt og veemodigt saaledes blot at lade Livet gaae sig forbi, uden nogensinde at vinde Fasthed deri; er det ikke veemodigt, min unge Ven, at Livet aldrig faaer Indhold for Dig. Der ligger noget Veemodigt i den Følelse, at man bliver ældre, men det er et langt dybere Veemod, der griber En, naar man ikke kan blive det. Jeg føler netop i dette Øieblik med hvor megen Ret jeg kalder Dig: min unge Ven. En Afstand af syv Aar er just ingen Evighed, Forstands-Modenhed vil jeg ikke rose mig af fremfor Dig, men vel af Livs-Modenhed. Ja jeg føler, at jeg virkelig er bleven ældre; men Du holder endnu bestandig fast ved Ungdommens første Overraskelse. Og naar jeg stundom, om end sjeldnere, føler mig træt i Verden, saa er det tillige forbunden med en stille Opløftelse; jeg tænker da paa de skjønne Ord: Salige ere de, som hvile fra deres Gjerninger. Jeg indbilder mig ikke, at