Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

91

Skin af at fordølge det Schisma mellem den første Kjærlighed og Ægteskabet, som Du og mange Andre, om end af forskjellige Grunde, etablere, saa vil jeg dvæle ved denne. Du maa her gjerne have Ret i, at naar en Mængde Mennesker ikke opholde sig over dette Schisma, det da har sin Grund i, at de mangle Energi og Dannelse til at tænke over det Ene saa vel som over det Andet. Lad os imidlertid see lidt nærmere paa Vielsen og dens Formular. Maaskee vil Du ogsaa i det Følgende finde mig bevæbnet, og det kan jeg forsikkre Dig, uden at det generer min Kone; thi hun seer gjerne, at jeg holder saadanne Fribyttere som Dig og Dine Lige borte. Jeg er desuden af den Mening, at ligesom den Christne altid bør være istand til at gjøre Rede for sin Tro, saaledes bør en Ægtemand ogsaa altid være istand til at kunne gjøre Rede for Ægteskabet, ikke just til Enhver, der behager at forlange det, men til Enhver, han finder værdig dertil, eller om end som in casu uværdig, dog finder for godt at gjøre det for. Og da Du i den senere Tid, efterat have ødelagt en Mængde andre Landskaber, er begyndt at hærge Ægteskabets Provinds, saa føler jeg mig opfordret til at møde Dig.

At Du kjender Vielse-Formularen, ja at Du har studeret den, det forudsætter jeg. Du er overhovedet altid vel rustet, og begynder i Almindelighed aldrig at angribe en Ting, førend Du veed ligesaa god Besked om den, som dens mest prøvede Forsvarere. Det hænder Dig derfor undertiden, hvad Du selv klager over, at Dine Angreb ere for gode, at de, der skulle forsvare, ikke vide saa god Besked derom som Du, der angriber. Vi faae nu at see.

Dog lad os, førend vi gaae til det Enkelte, see, om der ikke i Vielsens Akt blot som Akt betragtet ligger noget Forstyrrende. Vielsen er jo ikke Noget, de Elskende selv i et rigt Øieblik finde paa, Noget, de, hvis de underveis skulde saae andre Tanker, igjen uden videre kunne opgive. Det er altsaa en Magt, der her træder os imøde. Men behøver da Kjærligheden at anerkjende nogen anden Magt end sig selv? At naar først Tvivl og Bekymring har lært et Menneske at bede,