250
bevæget, hans romantiske Hjerte er rørt, hans Følelse giver sig Luft, han bliver sværmerisk: „Ja, tænkte jeg ikke nok, enten har man en Onkel eller man har ingen.” Der er ikke Spor af Ironi i ham, det er den ferskeste Sentimentalitet; men derfor er den comiske Virkning i Stykket uendelig. Da Cousinen beder Faderen om Tilgivelse for den formeentlige Charles, udbryder han rørt, med Taarer i Øiet: o, den gode Cousine! Han har ikke ganske tabt Troen paa, at der i Livet som i Romanen er ædle qvindelige Sjæle, hvis ophøiede Resignation kun kan afpresse En Taarer. Denne Tro vaagner nu med sit fordums Sværmeri.
Jeg har med Flid dvælet lidt længere ved Charles, fordi han er fra Digterens Haand en saa fuldendt Figur, at jeg troer, jeg kunde skrive en heel Bog om ham, blot ved at knytte mig til hans Repliker. Man troer maaskee, at Emmeline er den sentimentale og Charles derimod bleven klog paa Verden? Ingenlunde. Deri ligger netop Scribes uendelige Vittighed, at Charles paa sin Viis er ligesaa sentimental som Emmeline, saa begge to lige kraftigt vise sig som Discipler af Tante Judithe.
Den gamle Dervière, hans Datter og Charles, danne nu i Forening en aldeles phantastisk Verden, om de end i en anden Forstand alle ere Figurer, grebne ud af Livet. Denne Verden skal bringes i Forhold til Virkeligheden, og dette skeer ved Hr. Rinville. Rinville er en ung dannet Mand, der har reist udenlands. Han er i den Alder, da det kunde synes passende ved et Giftermaal at foretage sig et for hele Livet afgjørende Skridt. Han har overveiet den Sag med sig selv og fæstet sit Blik paa Emmeline. Han er for forstandig paa Verden til at være sværmerisk, hans Giftermaal er et vel overlagt
talen af uendelig comisk Virkning, fordi det er, som saae og hørte man den sentimentalt-bedunstede Charles bevæget deklamere disse Ord: „Er da Blodets Røst kun en Indbildning? Taler den ikke til Deres Hjerte? Siger den Dem ikke, min dyrebare Onkel.... (cfr. sjette Seene).
