Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/283

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

267

Rinville, saaledes vilde det gaae ethvert Mandfolk under de samme Omstændigheder, hun vilde ogsaa have taget ham for Charles. Hun forvexler da Rinville med En, hun ikke kjender, og dette er unegtelig en meget vittig Art af Forvexling. Derfor har denne Situation en høi Grad af Sandsynlighed, hvilket man skulde troe var vanskeligt at forskaffe den. Rinville er da forsaavidt ogsaa til Nar, forsaavidt han troer at være kommen eet Skridt videre. Emmelines Charles er nemlig et x, et desideratur, og man seer her aabenbart, hvad der ellers skeer i Stilhed, hvorledes saadan en lille Jomfru bærer sig ad med at danne sig et Ideal. Og dog har hun elsket Charles i otte Aar, og vil aldrig elske nogen Anden.

Støder man paa en ganske enkelt Replik, der synes lidt ucorrect, saa qvitterer Scribe med en Vittighed. Saaledes Rinvilles Replik: „Gud skee Lov, jeg var bange for, at jeg var gaaet videre, end jeg ønsker.”

Emmeline gjenkjender altsaa Charles, eller rettere, hun opdager ham. Medens nemlig Rinville ikke, som man snarest skulde have formodet, faaer at vide, hvorledes Charles seer ud, saa faaer Emmeline det at vide, og det er saare viseligt indrettet, da hun ikke vidste det iforveien. Situationen er saa vanvittig, at man kan være tvivlsom, om man skal sige, at det er Rinville, der bedrager Emmeline, eller Emmeline, der bedrager Rinville; thi han er jo paa en Maade bedragen, forsaavidt som han har troet, at der virkelig er en Charles til. Men under alt dette ligger det uendelige Point i, at Scenen er en Gjenkjendelses-Scene. Situationen er ligesaa afsindig, som den Replik vilde være det, hvis et Menneske, der aldrig havde seet sit eget Billede, første Gang han saae det i et Speil vilde sige: jeg gjenkjender strax mig selv.

Emmeline og den formeentlige Charles ere i Gjenkjendelsen netop komne til det Punkt, hvor de ved Charles's Afreise bleve afbrudte, da Onkelen ved sin Nærværelse atter afbryder dem. Han har af Hr. Zacharias modtaget Oplysninger, Charles betræffende, der ikke just ere synderlig behagelige. Dette gaaer nu ud over Rinville. Situationen er væsentlig den samme som