Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/339

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

323

at gaae med en sølet Tjener er ubehageligt, at gaae alene er betænkeligt. Tag Dem iagt, Uhyret nærmer sig.... De svarer mig ikke, see blot paa mig, lader mit Udvortes Dem befrygte Noget? Jeg gjør slet intet Indtryk paa Dem, jeg seer ud til at være et godmodigt Menneske fra en ganske anden Verden. Der er Intet i min Tale, der forstyrrer Dem, Intet, der minder Dem om Situationen, ingen Bevægelse, der i fjerneste Maade træder Dem for nær. De er endnu lidt angst, De har endnu ikke glemt hin unheimliche Skikkelses Tilløb mod Dem. De fatter en vis Godhed for mig, min Forlegenhed, der forbyder mig at see paa Dem, giver Dem Overmagten. Det glæder Dem og gjør Dem tryg, De kunde næsten fristes til at have mig lidt til Bedste. Jeg vedder paa, i dette Øieblik havde De Courage til at tage mig under Armen, hvis det faldt Dem selv ind...... Altsaa i Stormgaden boer De. De neier koldt og flygtigt for mig. Har jeg fortjent det, jeg der hjalp Dem ud af den hele Ubehagelighed? Det fortryder Dem, De vender tilbage, takker mig for min Artighed, rækker mig deres Haand — hvorfor blegner De? Er min Stemme ikke uforandret, min Holdning den samme, mit Øie ligesaa stille og roligt? Dette Haandtryk? Kan da et Haandtryk have Noget at betyde? Ja meget, saare meget, min lille Frøken; inden fjorten Dage skal jeg forklare Dem Alt, indtil da forbliver De i Modsigelsen: jeg er et godmodigt Menneske, der som en Ridder kommer en ung Pige til Hjælp, og jeg kan tillige trykke Deres Haand paa en intet mindre end godmodig Maade. —


d. 7. April.

„Altsaa paa Mandag Kl. 1 paa Udstillingen.” Meget vel, jeg skal have den Ære at indfinde mig Kl. tre Qvarteer til 1. Et lille Stevnemøde. I Løverdags tog jeg endelig den Sag over tvært og besluttede at aflægge min forreiste Ven Adolph Bruun en Visit. Til den Ende begiver jeg mig omtrent Kl. 7 Eftermiddag hen paa Vestergade, hvor man havde sagt mig, han skulde boe. Han var imidlertid ikke at finde,