Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/407

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

391

jeg beder Dem for Himlens Skyld, stræk Dem dog ikke saa langt ud af Vinduet; jeg vedder De staaer paa Sprossen af Stolen, det kan jeg slutte af Stillingen. Tænk Dem det Forfærdelige, at De faldt ned i Hovedet, ikke paa mig, thi jeg holder mig indtil videre uden for Sagen, men paa ham, ham, ja for der maa jo dog være en ham.... Nei hvad seer jeg langt borte kommer jo min Ven Lic. Hansen midt ad Gaden. Der er noget Ualmindeligt i hans Optræden, det er en usædvanlig Befordring, skjønner jeg ret, det er paa Længselens Vinger han kommer. Skulde han have sin Gang i Huset? og jeg veed det ikke.... Min smukke Frøken, De forsvandt; jeg kan tænke De er gaaet hen for at lukke Døren op til hans Modtagelse... Kom De kun igjen, han skal slet ikke her ind i Huset... hvorledes De veed det bedre? Da kan jeg dog forsikkre Dem... han sagde det selv. Hvis den Vogn, der kjørte forbi, ikke havde larmet saa stærkt, saa kunde De selv have hørt det Jeg sagde, saadan ganske en passant, til ham: skal Du herhid? Dertil svarer han med rene Ord: nei... Nu kan De gjerne sige Farvel; thi nu skal Licentiaten og jeg ud at spadsere. Han er forlegen, og, forlegne Folk ere gjerne snaksomme. Nu skal jeg tale med ham om det Præstekald han søger... Farvel, min smukke Frøken, nu skal vi paa Toldboden. Naar vi da ere komne derud, saa siger jeg til ham: det var ellers forbandet som Du har ført mig af min Vei, jeg skulde op paa Vestergade. — See nu er vi her igjen ... Hvilken Trofasthed, hun staaer endnu ved Vinduet. Saadan en Pige maa gjøre en Mand lykkelig.... Og hvorfor gjør jeg nu alt dette, spørger De. Fordi jeg er et nedrigt Menneske, der har min Glæde af at drille Andre? Ingenlunde. Jeg gjør det af Omsorg for Dem, min elskværdige Frøken. For det Første. De har ventet paa Licentiaten, længtes efter ham, og saa er han dobbelt skjøn, naar han kommer. For det Andet. Naar Licentiaten nu kommer ind ad Døren, saa siger han: „der var vi sgu nær blevne røbede, staaer ikke det forbandede Menneske i Døren, da jeg vilde besøge Dig. Men jeg var klog, jeg viklede ham ind i