87
— Landsbyskrædderen —
Hunkønnet lavede Aftensmad, Surgrød med Valle og Sirup, og snart sad de tre og skovlede i sig med store Hornsker. De langede til Fadet, Kæmpen værdigt, Skrællingen iltert og sky, og Hunkønnet arrigt. Saa slikkede de Skeerne, tørrede dem i Armhulen og stak dem i Lommen.
Nu skete der noget sælsomt.
Med uhyre Armbevægelser, Hoveddrejninger og Mundvridninger begyndte en Art Passiar. Ingen sagde et Ord, men med Mellemrum lød et Hyl eller en gryntende Murren. Hunkønnet lod til at blive vred, hun smældede Skrællingen en Lussing, saa det sang, men Smældet blev kun hørt af Kæmpen.
De to andres Høreredskaber var rustede fast. De var døvstumme. Medens de udfægtede deres haandgribelige Kærlighedserklæringer, svøbte Kæmpen et mange Alen langt Uldklæde om sin Hals, trak et Par høje Skaftestøvler paa, puttede en Papirspakke ned i dem og begav sig paa Vej.
Han styrede tværsover Markerne med en ophøjet Ligegyldighed for Næstens Korn og standsede først ved Skolelærerens Bolig nede ved Kæret.
En Gynge hang i en Galge, en Dreng dinglede frem og tilbage i Gyngegalgen ud over Kæret, der var grønt af Andemad. Ænderne skræppede,