Side:Fattigfolk.djvu/109

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

101

snævre Indskæringer, at Vinteren endnu herskede. Men Søndenvinden kom, skyllede Vand ind over Isflagerne og stødte Hul paa dem nedenfra, kastede dem den ene ovenpaa den anden og førte dem i store Stykker langsomt ud paa Vandfladen, medens den borede smaa Huller rundt om Sivene, der be­gyndte at rette sig i Vejret og rykke sig løs. Saa kom Solen og hjalp til. Den smeltede Sneen, gjorde Jorden blød og hjalp Græsset og Sæden fra for­rige Aar til at strække Lemmerne igen, som var stivnede af den lange Vinterfrost. Hvad, der var gammelt og ubrugeligt, brændte den af, og den unge Grøde spirede frem, fint, friskt og forhaabningsfuldt.

Lærkerne var komne. I Solskinnet højt over Markerne hørte man en liflig kvidrende Lyd. Med Fare for at stirre sig blind mod Solen kiggede man derop, og man opdagede tilsidst en lille brun Tin­gest, der stod stille paa ét Punkt i det blaa og saá ud, som om den bestod af lutter flagrende Vinger. Svalerne kom, opsøgte deres gamle Boliger og fløj rundt i stadige og pludselige Drejninger, mens de søgte efter nye Udstyrsartikler til Aarets Som­merglæder. Fiskeænder og Vildænder slog sig ned i Søen for at hvile sig eller tage Ophold. Alt imellem strøg en stor kileformet Flok af Graagæs forbi paa sin Kurs mod Nord, og en og anden fornem langhalset Svane tog, flyvende, Vej over den vide Slette.

Paa store Høgby var der nogle Dage efter Liv