Ved den nordlige Spids af Øen bar hele Fjorden paa. Nordenstormen kastede Bølgerne op over Klipperne, med hæftige Regnbyger væltede den sig ind over Granskoven og bestrøede Vejen, hvor den foer frem, med Kviste og Grene. Søen laa sortgraa med en Farve som usmeltet Bly, og brusende hvide Kamme lyste paa Bølgernes Toppe.
Langs med Øen fejede Vinden, ind gennem Sundet foer den, forbi den søndre Odde, og op mod det faste Land i Vest kastede den lange, sugende Bølger ind over Stranden. Den hærgede svært med Garnene, som Beboerne havde lagt ud den foregaaende Aften, da ingen kunde have anet, at det ud paa Natten vilde blæse op til saadan en Storm.
Men da Blæsten i Dagbrækningen ruskede altfor voldsomt i Tagstenene, rejste Gustaf Erikson, der laa nedenunder i Huset sammen med sin Kone, sig fra Sengen og gik op paa Loftet til Broderen, som boede hos ham paa Gaarden.
„Karl August,“ raabte han, idet han traadte ind i Værelset.
1*
