105
Saa rev hun sig løs igen og blev staaende et Stykke fra ham. Brystet gik stærkt op og ned, og Øjnene straalede.
„Du er den væmmeligste, jeg kender,“ sagde hun.
„Ja, men jeg kyssede Dig alligevel,“ sagde han.
„Pyt!“ sagde hun muntert og strøg sig med Haanden over den Plet, hvor hans Læbe havde rørt hende. „Det var bare paa Kinden.“
Imidlertid var det lykkedes Jonas at faa Køerne i Firspring ude paa Vejen. Tilsidst var han bleven træt af at jage dem og gik nu ganske roligt bagefter, idet han med passende Mellemrum satte i med et Raab, som skingrede langt bort ad Skoven til.
Oppe ved en Bakke forsvandt han snart paa den anden Side Leddestolperne, saa at Jan Nils og Karin, som i al Ro og Mag var fulgt efter, blev alene. De gik en Tid lang stille smilende ved Siden af hinanden. Alt imellem saá Jan til Siden og mødte hendes Blik, som straalende hvilede paa ham. Der var i Luften en Lugt af vaad Jord og friske Birkeknopper, og højt over deres Hoveder slog Lærkerne deres Triller i Solskinnet. Og de saá sig fornøjet om og indaandede den lune Vaarluft, mens Karin gik sagte hen ad Vejen ved Siden af ham langsomt og vuggende, og længe ad Gangen i blev hun staaende og saá sig om.
Hun sang hele Tiden:
