106
Om alle Buske var Flæsk og Grød
og Grøften var fuld af Drikke,
da skulde jeg ta'e et stort Stykke Brød
og dygtig til Varerne stikke.
Naar hun standsede, stod ogsaa han stille og saá alvorlig og tankefuld ud over Sletten, som hvilede i Sollysets varme, vaarlige, entonige Farve.
Han kom hende stedse nærmere og nærmere, mens de gik. Tilsidst lagde han Armen om hendes Liv og drog hende sagte til sig. Hun lod ham gøre det og bøjede af og til i et kort Øjeblik Hovedet mod hans Skulder, idet hun lukkede Øjnene. Lidt efter saá hun ham saa op i Ansigtet og smilede. Han bøjede sig ned og kyssede hende flere Gange.
„Jeg faar nok alligevel Lov at kysse Dig,“ sagde han.
Hun svarede ikke, nikkede blot med Hovedet og krøb tættere ind til ham.
De var kommet op paa Bakken og saá nu i nogen Afstand Jonas foran dem. Karin slyngede Armen om Jans Hals, kyssede ham a tter med et Smil om Læberne og løsnede sig sagte ud af hans Arm.
„Drengen kunde sé os,“ sagde hun.
Og med et Spring puffede hun til ham og begyndte at løbe hen ad Vejen. Han løb efter, og i fuld Fart indhentede de Køerne og gik saa ganske smaat videre, varme og forpustede, mens Kobjælderne klirrede og den lille Bæk nede i Dalstrøget rislende løb hen over Stene og Granrødder.
