Side:Fattigfolk.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

112

paa det, hun havde hørt, og da Morgenen kom, følte hun sig ikke det mindste ængstelig til Mode.

Der duftede saa frisk i Skoven, Fuglene kvi­drede fornøjet, og Duggen laa solbeskinnet og gli­trende klar paa Græsset og paa Træernes Naale. Hun gik let henad den smalle Skovsti, hvor der var saa godt for Fødderne at gaa, og inden i hende sang det med tusinde klare, kvidrende Melodier.

Men da hun kom i Nærheden af Stenen, blus­sede en saa stærk Angst op i hende, at hendes Knæ rystede. Hun hørte, at der var nogen, som græd, og da hun kom nærmere, saá hun, at det var Jan Nils, som laa næsegrus i Græsset og hul­kede, saa han rystede. Og uden at vove at gaa hen til ham satte hun sig et Stykke fra ham, og underlige Tanker kom op i hende. Han maatte være meget ulykkelig, naar han græd saa stærkt, at han ikke hørte hende komme. Ja, saadan var det nok, tænkte hun, og han græder, fordi han for min Skyld skal blive uenig med sin Moder. — For han forlader mig ikke — det var ganske utænkeligt. — Vi har jo være glade ved hinanden i saa mange Aar og har lovet hinanden at være trofaste — aa nej.

Men en haard Kamp maatte det være for ham at være ulydig mod sin Moder, tænkte hun videre, og det kunde aldrig blive til nogen Lykke, det for­stod hun. Det kunde aldrig blive til Lykke for ham, der var saa blød af Gemyt, og han vilde aldrig kunne sætte sin Vilje igennem, men det vilde