113
blive til bare Kiv og Splid, og alle Kvindfolkene i Huset vilde falde over ham, og han vilde lide ved, at de var onde mod hende, uden han alligevel kunde forsvare hende imod dem.
Hun havde ogsaa allerede før tænkt paa det, skønt hun aldrig havde sagt noget. Men nu stod det for hende saa klart, som om det var skrevet, hvordan alt vilde blive, nu, mens han laa dér og græd, og hun sad og blev siddende og ikke en Gang havde Mod til at gaa hen til ham.
Tilsidst rejste hun sig op, og han fik Øje paa hende. Han blev først rød i Hovedet, og saa begyndte han igen at græde.
„Jeg vil ikke ha'e nogen anden end Dig,“ mumlede han. „Og det er Mo'r, som mod min Vilje har ført mig Kæresten paa Halsen. Men jeg vil ikke ha'e nogen anden end Dig.“
Karin sad og saá ned for sig. Saa saá hun op, og med unaturlig tør Stemme sagde hun:
„Ja, det faar være, som det være vil. Men nu er jeg kommet for at sige Dig, at Du skal ikke bryde Dig om mig, men adlyde din Mo'r.“
Hun fik ikke sagt mere, for Jan græd, og hun syntes, det var saa svært at sé hans Sorg, saa hun bare vilde trøste ham, og talte om, at alt nok vilde blive godt igen, naar blot der var gaaet nogen Tid.
Og tilsidst gik han, og Karin sad ene tilbage og saá efter ham.
Men saa blussede det igen op i hende: at han
