117
Afgift, saalænge Moderen var saa syg. Karin var bleven hvidere i Huden, og Klæderne hang løsere om hendes Liv og Hofter. Men hun klagede aldrig, og der laa ofte et venligt og lyst Smil om hendes Læber, som det gjorde Folk godt at sé paa.
Jan Nils var imidlertid bleven gift, men man sagde, at hans Moder, som havde bragt Giftermaalet i Stand, ikke havde Glæde af det. Ti de to Ægtefolk levede daarligt sammen, og Jan blev stadig blødere og svagere og lod Konen skalte og valte, som hun vilde. Og Karin græd mange Gange for hans Skyld.
Tilsidst havde han slaaet sig paa at drikke. Han døde tidligt, og Karin følte sig næsten let om Hjærtet, da hun hørte det.
En Dag — det var i Avgust — var Moderen
daarligere end sædvanlig. Og en Aften i
Skumringen døde hun, mens Karin sad ved Siden af
Sengen og læste højt for hende af Lukas'
Evangelium.
Karin sad den Aften længe i Tanker. Hun tænkte paa de gode Dage, da hun og Jan Nils mødtes; hun tænkte paa alle hans gode Ord, og paa, hvordan de havde sunget og leget sammen. Det var, som om hvasse Torne stak i hende, naar hun mindedes de gamle Melodier. Og hun takkede Gud, at han havde faaet Lov til at gaa saa tidlig
