119
med et graat Uldsjal over Armen. Fruen kom selv ud i Køkkenet for at tale med hende.
Fruen var ung og glad, smuk som den lyse Dag og havde ikke tænkt meget paa andre Mennesker, hverken fattige eller andre.
„Saa Karins Mo'r er død?“ sagde hun. „Stakkels Kone, det var da kun godt, at hun fik en Ende paa det. Hun har jo været syg saa længe?“ Og den smukke Frues Øjne skinnede af Taarer.
„Ja, det var jo godt, at Gud havde taget hende til sig,“ sagde Karin. Og saa kom hun frem med sin Bøn om noget til at svøbe Liget med.
Den unge Frue grundede lidt og gik saa op paa sit Værelse for at søge i sine Gemmer. Hun kunde ikke finde andet end en gammel hvid Tarlatanskjole. Den tog hun med sig og gav Karin. Hun mente ikke noget ondt dermed, men hun kunde ikke undertrykke et lille Smil, da hun kom med den. Hun syntes, det var saa kostelig en Tanke, at Karin skulde svøbe den gamle i Tarlatanskjolen.
Karin kunde ikke glemme det Smil. Hun saa det, og det gjorde hende saa ondt, for hun kunde ikke forstaa, hvad der dér var at le af, og hun tænkte paa det hele Tiden, mens hun sprættede Kjolen op for at faa den til at passe til Svøbningen, og hun saá det endnu, da alt var ordnet og hun med foldede Hænder sad og saá paa Moderen, som laa i sin hvide Dragt med Hænderne foldede sammen over Brystet.
