120
Da Moderen var begravet, flyttede Karin hen til sin Broder, som var gift og boede i et andet Sogn. Han havde en Tid været ude af Stand til at arbejde og hans Kone var bleven blind, saa Karin maatte nu passe hans mange Børn, mens Aarene gik og de voksede op.
Og Karin forblev ugift, skønt hun havde mange gode Tilbud. Men hun syntes altid, at det var bedre at være saa fattig, som hun var, end uden Kærlighed i Hjærtet at blive gift, om det saa skulde være med en Helgaardsbonde. Nogle Aar efter døde Svigerinden, og da Børnene paa den Tid var komne ud paa egen Haand, flyttede Anders og hun ind i et lille Husmandssted, som laa i Yderkanten af Skoven og hvorfra man saá ud over den vidtstrakte, ensformige Slette.
Og dér levede de i mange Aar af det lidet, Karin kunde fortjene, og af, hvad gode Mennesker gav dem. I de sidste Aar havde Anders mest ligget til Sengs.
Det var sent paa Høsten. Middagssolen
skinnede ned over Sletten og kastede Glans paa
Markerne, hvor Rugstubbene stod tilbage, paa
Egebakkerne, hvor Egenes Blade endnu var
mørkegrønne, paa de gnistrende Birkebakker, som
blinkede i gult og rødt, og paa den alvorlige Krans af
Graner og Fyrretræer, som begyndte, hvor Birke-