121
træerne endte, og i en mørk Bue strakte sig videre langs med Sletten.
Det er helt underlige Tanker, som kommer over én en saadan Eftermiddag, naar man er ene ude at gaa; naar det sér ud, som om Solen gjorde alt for at forvirre Øjet og forgylde den svundne Sommers visnede Skønhed; naar det er varmt i Luften og Himlen er blaa, som om det var Foraar, mens Træernes Grene staar halvvejs nøgne, og Foden hvert Øjeblik tramper paa visne Blade.
Jeg gik ind gennem Granskoven, hen over et Stykke Land, hvor Træerne var afbrændte og som nu stod med tørrede høje Stubbe og smaa frodige Granskud, som vilde spire op og vokse sig store, inden ogsaa de skulde hugges om eller afbrændes. Der laa en fugtig Glans over de mosbegroede Stene og de tyttebærfyldte Tuer. Jeg fulgte Gangstien, som svingede ind gennem Skoven, og stod snart ved Begyndelsen af Sletten, som vidtstrakt laa foran mig, blændende solbelyst.
Et Stykke fra mig laa Karins og Anders' Hytte med den høje Skorsten, som sad paa Skraa paa Taget, og de lappede Ruder, der skinnede som Sæbebobler i Solskinnet.
Karin stod i Gaarden, ifærd med at røre Mørtel sammen til at udbedre Skorstenen med. Vi hilste venligt paa hinanden, for Karin og jeg havde længe været gode Venner. Jeg bad hende om et Glas Vand og gik ind i Huset.
Der saá fattigt ud derinde, men der var ren-
