5
dem for det Lag af Tang og Smuds, som bedækkede dem.
Lige til Middag fortsattes Arbejdet uden Ophold. Mændene var gennemblødte ind til Skindet, sultne og forfrosne. Blæsten skar tværs igennem de vaade Klæder, og for hver bjærget Stump Garn blev Misstemningen større, alt som Skaden antog større og større Dimensioner.
Endnu var der et af Garnene tilbage, som de ikke havde kunnet faa fat paa, og de havde allerede forgæves i halvanden Time roet omkring det og fisket efter det. Det var spildt Møje, og det maatte blive, hvor det var, til man under bedre Vejr igen kunde tage ud og faa fat paa Stumperne.
Erikson havde løst Broderen af ved Aarerne. Han løftede Hatten op og strøg sig med Haanden over Panden, som til Trods for Regnen og Blæsten var vaad af Sved.
„Der er ikke andet for, vi maa tage hjem med det, vi har,“ sagde han.
Da de havde faaet Baaden i Land, begyndte de, saa godt det i Øjeblikket var muligt, at bringe Nettene i Orden og beregne Skaden. Taalmodigt og varsomt arbejdede de, og da det altsammen af Hensyn til Blæsten og Regnen var hængt ind i Skuret, fulgte de Gangstien, som førte gennem Engen op ad Bakken, paa hvilken Huset laa.
De talte ivrigt hele Tiden, men over Eriksons Ansigt hvilede der et Udtryk af Tyngsel og Sorg.
