129
Orgeltonernes Brus følt ligesom varme Bølger fra en anden Verden gennemstrømme sit Hjærte. Og da hun gik ud af Kirken, og, iført den nye korte Uldkjole, som var knappet bagtil, og med den nye Salmebog i Haanden tog Vej henover de kendte Gader og var kommen ind i det lille Værelse, som havde været hendes Hjem, da vidste hun, at nu var hun voksen og skulde snart til at begynde paa at arbejde sig frem paa egen Haand. Og det var med en ejendommelig Skyhed, at hun tænkte paa sin tilkommende Indtræden som Tjenestepige blandt fremmede.
Da hun havde faaet Kaaben af, stillede hun sig et Øjeblik hen foran Spejlet. Og et lyst og friskt Smil brød frem, da hun saá hvor blødt og let det sorte Tøj føjede sig om hendes fyldige, smukt formede Bryst og ned om Hofterne, og hvor den hvide, krusede Strimmel om Halsen fremhævede Ansigtets friske Farve, og hvor rigt hendes lysebrune Haar faldt nedover Panden, under hvilken Øjnene klare og blinkende blaa lyste frem paa begge Sider af en lille morsom, just ikke skøn Stumpnæse.
Hun gik et Skridt tilbage, beruset af sin egen Ungdom, og atter spillede der et lille trodsigt Smil om de fyldige Læber, mens en Række stærke og hvide Fortænder skinnede frem.
Saa satte hun sig i Sofaen og faldt i Tanker, mens Moderen hakkede Kødet, som hun til Ære
