134
„Hvad har Du med den Lømmel at skaffe?“ sagde han tilsidst, og hans Læber dirrede.
Hun saá trodsigt op:
„Har jeg maaske ikke Lov til at tale med Folk?“
Han brød ud i en Strøm af hæftige Ord, blev ildrød i Hovedet, knyttede Hænderne og slog om sig i Luften, mens han talte.
„Jeg taaler ikke, at Du taler med nogen anden paa den Maade,“ sagde han. „Jeg vil ha'e Dig for mig selv. Det er dumt af mig at være saadan overfor Dig, som jeg er. For Du bryder Dig dog ikke om mig. Men det er Synd af Dig, Elin, naar Du sér, hvormeget jeg holder af Dig.“
Men saa var hun bleven vred for Alvor og havde sagt:
„Være mod mig, som Du er! Jeg synes saamæn kun, Du er ond imod mig. Altid skænder Du paa mig og gør Vrøvl for ingen Ting. Jeg bryder mig slet ikke om Dig, og jeg vil helst være fri for Dig. Nu véd Du det.“
„Fik jeg at vide, at Du havde med nogen anden at gøre, saa skød jeg Dig,“ udbrød han.
„Skyde mig! Jøsses saa Du taler.“
Imens var de naaet hen til Huset, hvor Elin boede, og hun skulde lige til at sige Farvel og gaa op. Men i det samme kom hun tilfældigvis til at sé paa hans Ansigt. Han var ganske bleg og rolig, men han saá saa ulykkelig ud, at hun fik ondt af ham.
