Side:Fattigfolk.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

137

Aarene havde draget et Par smaa Rynker. Hendes Ansigt hørte til dem, som ældes sent, og hendes Skikkelse var endnu fyldig og fast. Arbejdet havde ikke kuet hende, havde blot givet hendes Ansigt et vaagent og raskt Udtryk. Hendes Hænder var smaa og buttede, fulde af fine Rynker og med en bleg, blaarød Farve, som kommer af altfor meget at tage paa vaadt Tøj.

Elin saá til Siden og rødmede.

„Skal det være snart?“ sagde hun.

„Ja, vi havde tænkt nu til Sommer, hvis jeg finder en god Plads til Dig.“

Elins Hoved sank stadig længere ned mod Bordet. Hun støttede Panden mod Hænderne og græd stille.

Moderen gik hen til hende, bøjede sig sagte ned og tog hendes Hænder bort.

„Græd ikke, lille Elin,“ sagde hun. „Vi skal nok sørge for, at Du faar det rigtig godt. Jeg gør det jo kun for Jeres Skyld, Barn. Tænk om I skulde staa ganske alene, hvis jeg falder fra og ikke længer kan hjælpe Jer. Der er ingen, som véd, hvad der kan ske. Og om I saa ogsaa faar det godt, saa slipper I da i alt Fald for at have Besvær med mig, naar jeg bli'r gammel og svagelig.“

Elin tørrede Taarerne bort og saá op.

„Jamen saa er han saa gammel,“ sagde hun.

„Tænk nu ikke mere paa det. Han er flink