138
og rask endnu. Der er ingen, der kan sé paa ham, at han er nær ved de Treds.“
De hjalp hinanden med at tage af Bordet og vaske Tallerkenerne af. Pludselig sagde Moderen:
„Der er en Sag til, som jeg ogsaa gærne vilde tale med Dig om. Du tænker vel ikke paa, at det skal blive til noget rigtigt mellem Dig og Fredrik. For Du er jo kun et Barn endnu, og han har hellerikke noget, saa det bli'r bare til lutter Elendighed.“
Elin holdt Tallerkenen, som hun var i Færd med at tørre af, op for Ansigtet, mens hun svarede:
„Nej, men jeg synes hellerikke saadan videre om ham.“
„Husk paa, at jeg nu har sagt Dig det,“ vedblev Moderen. „Du maa lade ham vide, hvad han har at rette sig efter. For han er saadan en løjerlig Fyr og slet ikke som andre Mandfolk. Man véd aldrig, hvad han kan hitte paa for gale Streger.“
„Aa, det skal Du saamæn ikke bryde Dig om, Mo'r. For jeg tænker slet ikke paa at gifte mig.“ — —
Hun følte sig meget underlig til Mode efter Samtalen med Moderen. Hun skulde overlades til sig selv, komme ud blandt fremmede, arbejde for at leve. Ene, ganske alene.
Hele sin Barndom havde hun levet i den søndre Del af Byen. Hun kendte hver eneste Krog dér. Her havde hun kørt med Slæde, og her havde hun gaaet hver Dag, naar hun skulde til Skole, ned ad den stejle Bakke, hvor hun saa ofte var falden,
