139
naar det var glat, saa at Bøgerne var fløjet til én Side og Smørrebrødet til en anden. Her i Gaarden under de høje Popler havde hun leget med en anden Pige, og dér havde Skoledrengene slaaet hende med Sneboldte, saa hun var styrtet hjem grædende og aandeløs af Skræk.
Og hun mindedes, hvor ofte hun om Aftenen havde staaet i Porten, naar Lygterne tændtes, og sét ud over den lange, dobbelte Række af Lys, som strakte sig langsmed de lave Huse op mod Hornskroken og ned ad Götgatan til, hvor den bueformede Dobbeltlinje forsvandt i Vinteraftenens kolde Taage. Og hvor den endte, dér vidste hun, at det livlige, smukke, glade Stockholm begyndte. Og oppe paa Skinnarviksbackarna havde hun staaet de gnistrende kolde Vinteraftener og sét Lyslinjerne strække sig blinkende frem mellem de mørke Rækker af høje Bygninger, i Buer, i Kvadrater, i lange, jævntløbende Linjer fra den mørke Kungsholm, hvor Gnisterne fra Dampskorstenene strøedes ud som en Regn af Stjærner i Taagen, hen over Riddarholm-Kirkens utydelige Spir og lige til Ladugårdslandet, hvor Kirketaarnet ragede mørkt og stort og ensomt op over Hustagene. Og under hende strakte Mälaren sig, næsten sort, og sagte og lydløst bevægede en lille Dampbaad sig frem med en rød Lygte i Forstavnen og en Stribe lys Røg efter sig.
Hun havde ønsket at kunne komme derned og leve i al denne Herlighed. Og nu skulde hun
