7
Øerne havde Manden været ude om Natten for at sætte Garn ved en afsides liggende Banke.
Han var bleven borte, og flere Dage efter kom Baaden drivende og blev sét og trukken i Land.
Man udregnede Skaden, man hørte efter, hvordan Naboerne havde haft det, og man hjalp hverandre med at redde, hvad reddes kunde. En saa tidlig Storm og saa voldsom en Storm. I Mands Minde kunde ingen huske at have været med til noget lignende. Store Træer blæste om, og det tordnede, skønt det var midt i Høsten.
„Kan I sé Guds Haand i Skyerne, Folkens,“ sagde en Baadsmandsdreng, som opholdt sig meget i Stockholm og som havde været med paa en Langtur.
Men Eriksons Hustru bad ham holde Mund og sagde for sit Vedkommende, naar Lynene lyste frem mellem Skyerne:
„Jeg er altid saa glad ved at være under Tag i Tordenvejr. Ikke for det, at nogen kan slippe bort fra Herrens stærke Haand, nej Kors. Men se, det er det, at i Skoven eller saadanne Steder er man alene. Men her er man i det mindste flere, saa selv om en bli’r saa ussel, at en ikke kan røre sine Lemmer, saa findes der dog i det mindste nogen, som kan hjælpe en.“
To Dage rasede Stormen. Den havde hærget, hvad der var tilbage af Sommeren. Vaade og matte hang Birketræernes gulnede Blade, og en
